Trykt i Berlingske Tidende d. 13. Oktober 2019

Radio Debat i Rushys Roulette på Radio 24/7

En solskinsdag i metroen opdagede jeg, hvor meget Danmark har forandret sig, mens jeg har boet i udlandet.

KRONIK

Desiree M. Ohrbeck, cand.mag. i dansk og historie samt tidl. sendelektor, University of Washington, Seattle

Kan du huske den danske sangerinde Natasja? Hun er bl.a. kendt for sangen »Gi’ mig Danmark tilbage«.

Jeg bor i USA, det har jeg gjort i næsten ni år. Mine to børn havde ikke været i Danmark i halvandet år, denne sommer var vi i København, og på en sommersolskinsdag ville jeg vise dem friluftsbadet ved Islands Brygge. Jeg havde planlagt at tage metroen med ungerne, en for dem eksotisk oplevelse.

Kupeen er fuld, sommerferien synger på sidste vers. Ét sæde er frit, det lige foran mine børn. Jeg sidder på sædet bag dem. På en station kommer en ung mand slentrende ind med sin telefon oppe ved øret, han sætter sig på rækken foran mine børn og vender sig, så han har front mod dem. Og så fortsætter han telefonsamtalen, som tydeligt handler om at sælge stoffer. Alle hører, hvad han kan tilbyde næste gang, personen i den anden ende får brug for noget.

Ingen siger noget, faktisk dukker folk nakken yderligere over deres telefoner i et uniformt ryk, da det bliver klart, hvad der foregår. Jeg bliver vred, det her er ikke det Danmark, jeg har set frem til stolt at vise børnene. Jeg kigger insisterende på den unge mand, men han hverken sænker stemmen eller vender sig væk. Tværtimod gengælder han mit blik uden den mindste flakken.

Da han går forbi mig for at forlade kupeen, siger jeg: »Måske skulle du tænke på, at der er børn til stede, når du fører sådan nogle samtaler.« Han svarer: »Det tænker jeg sgu ikke så meget på,« hvortil jeg svarer: »Nej, men det skulle du måske!«

På Islands Brygge Station siger min ni-årige: »Mommy, det er ham fra metroen.«

Jeg svarer: »Ja.«

Og så tænder han helt af, den unge mand: »Hvad er dit problem, dame?« snerrer han.

Jeg vurderer situationen i forhold til min og børnenes sikkerhed. Jeg ved, at jeg skal tale højt, pådrage mig opmærksomhed. Jeg regner også med, at han vil reagere på, at jeg nævner ære og familie, han er mellemøstlig af udseende, som det vist hedder. Så jeg siger højt: »Du sidder og dealer drugs i metroen foran mine børn. Dét er mit problem! Hvordan ville du føle, hvis nogen gjorde det foran din søster?« Den summende metrostation bliver på ét sekund helt stille.

Han flyver op i hovedet på mig med en strakt pegefinger: »Du kan ikke bevise noget, jeg har ingenting på mig. Vil du måske ringe til politiet?« Han vender vrangen ud af bukselommerne og går truende tættere på mig, mens han læner sig ind over mig. Jeg holder min arm strakt ud, håndfladen vender fladt mod ham. Jeg ved, at en fremstrakt håndflade i visse kredse er en provokation, men jeg ønsker at markere, at jeg er den stærkeste.

»Du skal ikke stå med fingeren oppe i hovedet på mig! Og ja, det skulle være min største fornøjelse at ringe til politiet – jeg er sikker på, at de kender dig i forvejen!«

Berlingske modtog for en uge siden et kronikforslag fra danske Desiree M. Ohrbeck, der er bosat i USA. I kronikken omtaler Desiree M. Ohrbeck en episode i metroen i København, som fandt sted under hendes besøg i Danmark denne sommer.

Berlingske har fået episoden bekræftet af det ældste af Desiree M. Ohrbecks to børn, der var med i metroen den pågældende dag. Berlingske har desuden talt med en veninde til Desiree M. Ohrbeck, der ligeledes bekræfter, at episoden var et samtaleemne, da de senere samme dag mødtes.

Jeg trækker min telefon frem, men indser at jeg ikke vil være i stand til at ringe til politiet. Jeg er bange, og min hjerne kan med ét ikke huske min pinkode til telefonen eller nummeret til det danske politi. Mine knæskaller vibrerer voldsomt. Jeg ved, at mine rystende hænder vil afsløre mig, men jeg vil have ham til at forsvinde, og jeg vil ikke vige. Så jeg holder krampagtigt fast i telefonen.

»Din fucking kartoffel, din fucking dame…« mere hører jeg ikke.

»Du skal ikke tale sådan til en voksen kvinde! Hvad bilder du dig ind!« får jeg sagt med dyb, høj og vred stemme. Han vender sig og hopper ind i en modkørende Metro, tilbage i samme retning, han kom fra. Det er slut, stationen vågner til live igen. En dame siger ud gennem mundvigen: »Godt sagt.«

På vej til Islands Brygge Friluftsbad får jeg en snak med mine børn, sådan har de aldrig set deres mor før. Min yngste sagde: »Mommy, hvis han havde slået dig, så havde jeg…« og så må vi have en snak om, at det her var min kamp, ikke hans. Og en snak om, at når man ser noget, der ikke er i orden, så skal man sige fra.

Efter at have diskuteret optrinnet med mine veninder, er der flere ting, jeg ikke forstår. Samtlige veninder, skønne, veluddannede og oplyste kvinder sagde, at de ikke ville have sagt eller gjort noget. At det er en del af at leve i en storby, at de elsker mangfoldigheden, og at typer som han er en del af prisen. At det potentielt kunne være farligt at blande sig, at man skal ignorere optrin som dette.

Men det er simpelthen for letkøbt!

»Når jeg stiller spørgsmål, der handler om integration, er der stort set ingen i min danske omgangskreds, der vil tale om, at der er problemer.«

---

På vores danmarksferie har vi siddet til mange middagsselskaber og diskuteret politik, men når talen falder på Danmark og de små, men over tid store ændringer, jeg ser i bybilledet, når vi er på besøg i Danmark, ændrer stemningen sig. Mine veninder enten vrider og vender sig eller har langhårede argumenter for, hvorfor situationen er, som den er i forhold til de forholdsregler, der har sneget sig ind i den adfærd, de udviser i det offentlige rum og de dårlige tal mht. integration på så mange parametre.

Når jeg stiller spørgsmål, der handler om integration, er der stort set ingen i min danske omgangskreds, der vil tale om, at der er problemer. Udfordringer, der i min optik har at gøre med en samfundsændring fra en homogen masse med kulturelle fælles referencerammer til en mere kulturelt mangfoldig befolkningssammensætning – nogle slår det ligefrem hen og anfægter tallenes klare sprog.

Jeg tror, at det, jeg oplevede en almindelig hverdagseftermiddag i metroen i København, er sigende for den udvikling, danskerne har så stor en berøringsangst over for. Jeg bliver frustreret, når jeg til de føromtalte middagsselskaber hører danskerne pudse deres fjer og galpe op om, hvor fantastisk en velfærdsstat, de er en del af, hvor rigtigt skruet sammen den danske model er, hvor meget resten af verden kunne lære.

For godt nok har folk de helt »rigtige« værdier og er i teorien rummende, men når det kommer til stykket, tør de ikke stå op for disse værdier. Heller ikke på en metrostation fuld af mennesker.

Tænk, hvis folk havde sagt: »Hey, makker, det der må du hellere få ordnet et andet sted.« Hvis den unge mand ikke er vant til at komme uden for den subkultur, jeg formoder han til daglig slår sine folder i, er det da lige præcis i sådanne situationer, at danskernes stolthed over deres værdier skal komme til udtryk. Hvis ingen føler sig tilskyndet til at sige fra, er det, at situationen kan komme ud af kontrol og blive farlig.

»Det handler om almindelig, ordentlig, accepteret opførsel. «

---

Samtidig er der frygten for at skille sig ud fra mængden ved at blande sig. Det er så dansk at føle sig tryg, når man er en del af massen, vi er jantelovssocialiseret til, at det er negativt at skille sig ud, også selvom det betyder at skille sig ud ved at sige fra.

Frygten for at blive stemplet

Og så er der, måske vigtigst, berøringsangsten for at blive stemplet som racist, for han havde jo ikke lyst hår og blå øjne, manden i metroen. Desværre, for ja, jeg ville have reageret på præcis samme måde, hvis han havde lignet en almindelig blåøjet kartoffelspisende dansker. For mig handler det ikke om hudfarve, kultur eller religion. Det handler om almindelig, ordentlig, accepteret opførsel.

Hvis der er en konsensus om, at der er visse ting, som ikke accepteres i det åbne, offentlige rum, sker der måske en masseopdragelse fra majoritetssamfundets side. Hvis Danmark ikke snart vågner op og tør stå op for de principper og den høje moral, som danskerne i venners trygge lag omkring de veltildækkede middagsborde klapper hinanden på skuldrene over, tør jeg ikke tænke på, hvordan samfundet ser ud næste gang, jeg tager mine unger på tur en sommersolskinseftermiddag i København.

Så »hey, Danmark, hvad sker der for dig? Jeg savner dig, jeg vil ha´ dig tilbage li´som i de gamle dage, hvor … man mente, hvad man sagde.