At rejse 30 timer fra USA til Danmark var som at rejse fra én planet til en anden

Trykt i Jyllands Posten 25. Maj 2020

Den amerikanske håndtering af coronakrisen har været en katastrofe, og en 30 timers flyvetur til Danmark viser tydeligt forskellen på, hvordan krisen er blevet grebet an. Mette Frederiksens kløgtige strategi har bragt danskerne et helt andet og trygt sted hen end amerikanerne.

Det var med hjertet i halsen at vores familie i sidste uge tog fra Seattle til Danmark. Når man har været i isolation så længe, som vi har, ser verden udenfor farlig ud. Måske farligere end den egentlig er. Men pga. akut sygdom i den nærmeste familie, besluttede vi os for, at vi alle skulle tage af sted. Dels fandt vi det vigtigt at hvert enkelt familiemedlem fik lov at gennemleve de følelser, der skal gennemleves, dels havde vi ikke megen lyst til at dele os op i hver vores verdensdel sådan som situationen i USA, hvor vi bor på 9. år, ser ud for tiden. Desuden er udviklingen siden Corona kom til USA i februar gået så stærkt, det er ikke til at sige, hvordan den ser ud om en måned eller to.

At rejse fra Seattle til København viste sig ikke alene at være noget vanskeligere end normalt, oplevelsen var så surrealistisk at vi lige så godt kunne have rejst fra én planet til en anden. I virkeligheden var den et billede på, hvordan USA og Danmark håndterer Coronakrisen forskelligt, og hvad det har betydet for, hvor de to lande befinder sig i forhold til at komme ud på den anden side, økonomisk og menneskeligt.

Det så fuldstændigt absurd ud. Dér ved gate B7 i LAX (Los Angeles International Airport), længst væk fra alle andre på de 2 yderste sæder i venteområdet, sad to passagerer, begge iført beskyttelsesdragter fra top til tå. De ventede på at boarde det samme fly som os. De var iført hvide heldragter, visir, N-95 hospitalsmasker med filtrer. Deres hår var gemt under hætten på de hvide dragter, og de havde blå plasticovertrækssko på og matchende blå handsker. Jeg gloede fascineret. Hvad får én til at gå så langt, selv i denne tid, hvor mere end 90.000 mennesker er døde i det land, de og vi var på vej væk fra?

Alle i lufthavnen bar masker, de fleste hjemmelavede, det er umuligt at opdrive hospitalsmasker i USA. Folk stod og sad med 2 meters mellemrum. Der var meget stille ved gaten, ikke kun fordi lufthavnen var næsten mennesketom. Ingen talte sammen, ingen talte i mobiltelefon, maskerne gør verden til et stille sted.

Imens sad de to hvidklædte i deres beskyttelsesdragter og skilte sig ud, fuldstændigt upåvirkede af, at de lignede noget, der lige var trådt ud af en operationsstue eller et filmstudie. De sad opslugte af deres mobiltelefoner, som de navigerede rundt på med deres handskebeklædte hænder. Mellem den hvide dragt og de blå overtrækssko tittede en ankel frem. Mon dragten er lige så effektiv, hvis der ikke er forsegling mellem den verden, personen prøver at beskytte sig imod og kroppen den skal beskytte?

Både SeaTac (Seattle-Tacoma International Airport) og LAX var næsten mennesketomme. Ingen kø ved security, ingen kø ved toiletterne, ikke noget med at gå i gåsegang til terminalen. Alle bar masker, rengøringspersonale, securitypersonale, stewardesser, piloter. Høj som lav.

I Amsterdam var situationen markant anderledes. Lufthavnsansatte stod i små grupper og sludrede og grinede på hollandsk. Ca. halvdelen af personale og passagerer bar maske. Der blev holdt afstand, men stemningen var en helt anden end den, vi kom fra i USA. Der blev smilet, vi blev hjulpet videre igennem den lange lufthavnspassage, hvor 2 timer lige præcis er nok til at nå fra den ene ende til den anden.

I Kastrup Lufthavn bar stort set ingen maske, hverken rejsende eller lufthavnspersonalet. Tværtimod blev der kigget nysgerrigt på os, da vi gik igennem lufthavnen med vores masker. Der blev smilet og vi blev budt velkommen ´hjem´ efter vi havde vist vores rødbedefarvede pas til kontrolløren, der jokede med yngstebarnet og ønskede ham tillykke med fødselsdagen et par dage efter. At holde afstand tog ingen rigtigt alvorligt. Personalet, der kom ind til pause og skulle købe hotdogs, kaffe og sodavand i den kiosk, vi ivrigt var søgt imod i jagten på den savnede danske slik, stod tæt og grinede og snakkede. Ungerne spurgte forundret om der ikke var ´social distancing´ i Danmark.

Jeg bor i delstaten Washington, hvor USA’s første coronasmittede blev registreret. Du husker nok, at Trump sagde, vi i USA havde en 10-15 tilfælde og at virus ville forsvinde som ved et mirakel. Det gjorde den ikke, tværtimod. Efter kort tid, pakkede journalisterne deres mikrofoner og kameraer sammen, som de havde stillet uden for det plejehjem få kilometer fra mit hjem, hvor USA’s første coronadødsfald blev registreret. Derefter tog journalisterne til New York, der stod over for det vi nu ved er mere end 20.000 dødsfald som følge af Covid-19.

“Jeg er ikke socialdemokrat,

men Mette Frederiksen har

med kløgt og koldt hoved na-

vigeret Danmark sikkert ud af

den første fase af pandemien

uden for mange menneskeliv

eller økonomiske konsekven-

ser. Det samme kan langt fra siges om Donald Trump.

Når jeg ser på, hvordan Danmark har håndteret Coronakrisen i forhold til USA, så er de 30 timer, det tog vores lille familie at komme fra den ene verdensdel til den anden et ret præcist billede af, hvor stor forskel der er på, hvordan stemningen i en befolkning er et udtryk for, hvor succesfuld den politiske ledelse opfattes som værende af befolkningen.

For det viser sig jo, at den katastrofe det var, at de amerikanske sundhedsmyndigheder (CDC) sendte Coronatests, der var så fejlbehæftede, at de måtte sendes tilbage, blot var én førstefatal fejl ud af en lang række, der fik betydning for, hvordan krisen udviklede sig og blev håndteret.

Det korte af det lange er at håndteringen af Coronakrisen i USA har været en katastrofe. Tallene taler deres helt eget forfærdelige og tydelige sprog – og her taler jeg ikke om alle de tests, som Trump er så stolt af at have foretaget men om de dødsfald, som alle har et ansigt og en familie, der sørger over dem.

I mangel på kompetent central ledelse og fælles fodslag har de desperate Demokratiske guvernører forsøgt at skabe indbyrdes alliancer og navigere samtidig med, at en dødbringende virus hærger. Håndteringen af krisen har vist sig at have partifarve. De tyndt befolkede, og ofte Republikanske stater, har valgt at åbne cafeer, restauranter og skoler på trods af at mange af dem ikke har set en nedadgående tendens i antallet af borgere, der tester positivt. I disse stater vægter økonomi åbenbart højere end menneskeliv. Omvendt reagerer de Demokratisk ledede stater med forsigtighed og understreger igen og igen at deres beslutning om en langsom åbning og tilbagevenden til en ny form for normal bygger på videnskab og fakta.

Jeg håber sådan, at amerikanerne efter denne åbenlyse mangel på ansvarlighed og medmenneskelighed ved næste præsidentvalg til november forstår, hvor vigtigt det er, at have en kompetent leder i front. En leder, der har den intellektuelle kapacitet og empati til at træffe beslutninger, der er til gavn for befolkningen som helhed og ikke kun for den base, Trump så ihærdigt prøver at holde på.

Jeg er ikke Socialdemokrat, men Mette Frederiksen har med kløgt og koldt hoved navigeret Danmark sikkert ud af den første fase af pandemien uden for mange menneskeliv eller økonomiske konsekvenser. Det samme kan langt fra siges om Donald Trump.

En af de store forskelle mellem Danmark og USA er statens hensyn til medborgere og at omsorg for ældre og syge vejer tungere i Danmark end det gør i USA, hvor det glorificerede princip om, at enhver er sin egen lykkes smed i krisetider de facto betyder, at enhver kæmper for sig selv. Og derfor sidder der nu i diverse amerikanske lufthavne skrækslagne og paniske amerikanske statsborgere som i mangel på almindelig sund fornuft ifører sig hospitalsmasker og beskyttelsesdragter.