For 20 år siden mistede jeg
min lillebror, Lennart
Tobias Nielsen, i
forbindelse med ulykken
på Roskilde Festival. Forst i
år, hvor festen er aflyst, er
der ro til, at jeg kan få sagt
ordentligt farvel.
Trykt i Politiken 30. juni, 2020
Interview i Go’ Aften Danmark (TV2)
Det er 20 år siden, ulykken foran Orange Scene på Roskilde Festival fandt sted, og det er første gang, festivalen ikke afholdes, siden den dag Pearl Jam-koncerten stoppede, og 9 unge mænd mistede livet. Men i år er der ro, i år er der ingen fest. I år kan jeg få sagt ordentligt farvel til min lillebror, Lennart Tobias Nielsen, der døde den nat.
Jeg træder ind i det dunkle rum. Det eneste, jeg ser, er sengen. Han ligger på ryggen under et hvidt klæde. Jeg går til venstre rundt om sengen og nærmer mig. Jeg er ikke forberedt på, hvad jeg vil se, men der ligger han. Helt fin og intakt. Uden en skramme. I årevis drømte jeg, at han prøvede at fortælle mig, at han var blevet levende begravet.
Der er en fra hospitalet til stede i rummet, og jeg beder ham igen og igen fortælle mig, hvordan en obduktion foregår. Jeg vil vide i detaljer, hvordan den udføres, så jeg forstår, at han rent faktisk er død. Jeg venter hvert øjeblik, at han slår øjnene op og med sit flabede grin fortæller mig, at det var en joke, og smilende spørger, om vi skal se at komme af sted ud af dette rædselsfulde, kolde og kliniske rum. Men det er ikke en joke.
Jeg er 25 år, og jeg skal identificere min 21-årige lillebror.
De fleste i min generation ved, præcis hvor de var, da ulykken på Roskilde Festival fandt sted. Men ikke jeg. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg foretog mig den aften, 30. juni 2000.
Min sorg var kendt af andre, inden den var kendt af mig. Til gengæld husker jeg den følgende dag. Den morgen ringede min mormor og græd: »Tænk på de stakkels efterladte familier«, sagde hun. Hun havde selv mistet en datter, der kun nåede at blive 21 år. Hun kendte til sorg. Hverken hun eller jeg vidste på dette tidspunkt, at denne landesorg ville blive hendes på et mere personligt plan.
“Jeg begyndte at ønske,
at han var død i et trafikuheld,
så jeg kunne have min sorg
for mig selv.
Senere dagen efter ulykken på Roskilde Festival skulle jeg sammen med en veninde løbe over den nye Øresundsbro. Dronningen holdt en indvielsestale over den nye flotte bro og sagde et par mindeord om ofrene for ulykken på Roskilde, hvor 9 unge mennesker havde mistet livet. Det var en smuk tur over broen. Vandet glitterede, solen skinnede. Jeg havde ingen anelse om, at jeg lige om lidt ville blive konfronteret med en sorg, jeg ingen steder havde at gå hen med.
Veninden og jeg skulle i byen den aften. Jeg havde godt set, at min mor havde ringet flere gange. Men jeg var halvberuset, jeg skulle ud at male byen rød, jeg ville ringe tilbage næste dag. Til sidst reagerede jeg dog på de gentagne opkald. I dag er jeg bange for telefoner, der ringer om natten.
»Var han en af dem, der blev mast ihjel?«. Der gik årevis, før jeg kunne løfte blikket og se personen i øjnene og sige: »Hvordan tror du, den sætning føles at høre for en pårørende? Han var så fin og hel. Uden en skramme«.
Min sorg blev allemandseje. Når jeg delte den, fortalte folk mig, hvor de havde stået ved Orange Scene. At det let kunne have været dem. Jeg vidste aldrig, hvordan jeg skulle reagere. Jeg var ligeglad med, hvordan de havde oplevet koncerten, ulykken og de efterfølgende dage. Jeg havde rigeligt at gøre med at holde sammen på mig selv.
Det var, som om folk følte behov for at betro sig til mig og læsse af, fordi jeg rent faktisk ’kendte’ en af de døde. Mit tab blev offentligt, alle havde deres historie, de havde behov for at dele. Jeg begyndte at ønske, at han var død i et trafikuheld, så jeg kunne have min sorg for mig selv.
Kapellet var fyldt helt op. Folk stimlede sammen udenfor. Blomsterbuketterne lå ned ad midtergangen. Min mormor blev ved med at fortælle mine yngre søstre, at de skulle lade være med at træde hen over buketterne, at det bragte uheld.
Ligesom Lennart var jeg som den eneste i familien trådt ud af Jehovas Vidner. Som to forpjuskede fugle forsøgte vi begge på hver sin stavrende og famlende måde at finde vej i det nye liv, ingen havde forberedt os på.
Så der sidder jeg til begravelsen. Jeg kender ikke min brors nye venner. Og jeg deler ikke min families tro. En tro, som betyder, at ’vi sørger ikke som andre, for vi har jo håbet’. Men jeg har intet håb. Og jeg har ingen mulighed for at få sagt farvel, for min familie gør det klart, at med det forhold, min bror og jeg havde, så har jeg ingen ret til at tale ved bisættelsen.
Så jeg sidder og lytter til ord fra vennerne, der beskriver en ung mand, jeg ikke kender. Og så lytter jeg til mindeordene fra min familie, som jeg ikke har kontakt med til daglig. Ordene er filtreret igennem en religiøs retorik, som jeg kender og hader. De beskriver en version af min bror, som jeg ikke kan tilslutte mig.
Den efterfølgende tid pakker jeg avisartikler og dokumentarudsendelser ned i en sort rygsæk. Jeg pakker også min sorg væk, da jeg er kommet mig over det værste chok og ikke længere ser ham på gader og stræder eller på de diskoteker, hvor jeg prøver at leve et normalt ungdomsliv i weekenderne. Jeg kan ikke være nogen steder med den sorg. Uanset hvem jeg betror mig til, skal jeg altid forholde mig til dén persons oplevelse af ulykken på Roskilde Festival – en oplevelse og en ulykke, jeg deler med et helt land.
Men nu, 20 år efter, vil jeg gerne sige ordentligt farvel. Farvel lillebror. Du havde så meget potentiale, livet lå lige der og ventede. Ventede på, at du skulle folde dine vinger ud, finde ud af, hvem du skulle være. Det ville nok have taget lidt tid.
Når man kommer med skrammer i bagagen, så er man nogle gange nødt til at tage en ekstra omvej, før man finder den vej, der er den rigtige. Den erfaring kunne vi have delt. Sammen med mange andre erfaringer og oplevelser, som jeg ikke har nogen at dele med. Jeg troede, vi begge havde tid til at gå den vej, vi skulle. At tiden ville føre os sammen igen. I stedet vil du altid være 21 år, og imens bliver jeg ældre.
Men nu siger jeg det, jeg aldrig fik sagt til dig: Jeg ved, du ville have fundet din vej. Jeg elskede dig, uanset hvad der lå imellem os. Jeg ved, dit intellekt, din humor og din kampgejst ville have bragt dig så meget sjov, så mange oplevelser og til sidst have givet dig den ro, afklarethed og indre fred, du lige så desperat som jeg søgte.
Hvil i fred, kære lillebror.
Danish-American Eyes on Society 