Hvorfor er det så svært for danskerne at acceptere mundbind?

Stå ikke der og vent på, at staten træder til og sender dig en pakke mundbind. Hvis du ikke har råd til at købe de medicinske mundbind, så lav et selv. Det gælder liv og død.

Publiceret i JP 11 august 2020

[object Object]

Jeg var ved at få tandpastaen galt i halsen – sagde hun virkelig det?

Som en del af min morgenrutine lytter jeg til danske podcasts her på den anden side af kloden, lidt uden for Seattle. Denne morgen er det “Orientering Weekend” fra 8. august, jeg har med mig i baggrunden.

Første indslag handler om de stigende coronatal i Aarhus, der lige nu er Danmarks epicenter for smittede. Tallene er højere, end de har været på noget andet tidspunkt under pandemien. Som vi ved, kommer tallene med 14 dages forsinkelse, så hvem ved, hvor slemt det ser ud om et par uger. Situationen er alvorlig.Der er utallige ​videoer på Youtube, der viser, hvordan man på under fem minutter kan lave mundbind.

Journalisten på “Orientering” interviewer en ung kvinde, der læser idéhistorie på Aarhus Universitet om mundbind. Journalisten spørger: »Har du anskaffet dig nogle mundbind?« Kvinden svarer benægtende. Til spørgsmålet om hvorfor ikke, svarer hun: »Lige nu venter jeg på et tiltag, som gør det billigere, eller så man kan få noget tilskud, fordi lige nu er det for dyrt til, at man kan købe dem.« Og det er dét, der får mig til arrigt at sprutte tandpastaen ud i vasken.

Herefter siger journalisten: »Men du er jo også velkommen til at sy en selv« og spørger dernæst den studerende, om hun har været inde på Sundhedsstyrelsens hjemmeside for at finde ud af, hvordan man laver dem. Dét har den studerende ikke.

Jeg formoder, at den unge kvinde modtager SU. Derudover arbejder hun ifølge journalisten på en café. Det skulle alt andet lige dække udgifterne til et studieliv. Jeg kender ikke kvindens personlige situation, så lad mig blot antage, at hun ikke har penge til selv at finansiere mundbind, de koster trods alt 385 kr. for 50 stk. på webapoteket.dk.

Selv Sundhedsstyrelsen opfordrer nu – efter at det i månedsvis har været internationalt anbefalet – til, at man bruger stofmundbind, hvis man ikke har adgang til de medicinske. I vejledningen fra Sundhedsstyrelsen, der er opdateret pr. 7. august 2020, siger direktør Søren Brostrøm bl.a.: »Derfor er det også vigtigt at sige, at den største gevinst ved brug af stofmundbind er, at du beskytter andre mod covid-19, hvis du skulle være smittet.«

Stofmundbind beskytter andre medborgere, ikke dig selv. Ja, medicinske mundbind er mere effektive, men hvis du ikke kan få fat i dem, ikke arbejder i et miljø som f.eks. hospitalsindustrien eller i ældreplejen eller ikke har råd til at købe dem, så anbefales stofmundbind til os helt almindelige borgere, der færdes rundtom i det offentlige rum.

Virus spredes via dråber fra vores udånding, og man smitter mest inden for de første 48 timer, altså før man har tegn på virus. Stofmundbind opsamler dine dråber med virus, før du kan sprede dem til andre. Der er foretaget både kliniske studier og studier i den virkelige verden af effektiviteten af at bære stofmundbind. Resultaterne af studierne er klare.

Der er utallige eksempler på, at det at bære mundbind hjælper. Et af de mest prestigiøse universiteter i verden, MIT (Massachusetts Institute of Technology), har på dets medicinske hjemmeside en gennemgang af forskning på området med henvisninger til diverse casestudies.

På MIT’s medicinske hjemmeside henvises i artiklen fra 7. juli 2020 til en flypassager, der sad på en rute fra Wuhan i Kina til Toronto i Canada. Passageren bar mundbind. Umiddelbart efter flyruten testede han positiv for covid-19. Ingen andre på flyet blev smittet med corona. Eller hvad med eksemplet med to frisører i Springfield, Missouri, der begge viste sig at være symptomfrie positive, og begge bar mundbind. De havde tilsammen, mens de bar virus i sig, 140 kunder. Ingen testede positive.

I USA viste en beregningsmodel fra University of Washingtons Institute for Health Metrics and Evaluation, at hvis stort set alle amerikanere bar hjemmelavede stofmundbind, ville mellem 17.742 og 28.030 færre amerikanere dø inden den 1. oktober. Men hvorfor er det så svært for danskerne at acceptere at skulle bruge mundbind?

Har det noget at gøre med deres selvforståelse? Generelt mener danskerne jo helt utvetydigt, at de bor i verdens bedste land. Læg dertil, at håndteringen af coronakrisens første fase var så succesrig, at Danmark blev fremhævet i diverse internationale medier og ofte sat i modsætningsforhold til vores naboland, Sverige. Selv hørte jeg gentagne gange Danmarks håndtering fremhævet på min lokale radiostation, NPR.

Så når tallene nu igen går den forkerte vej i Danmark og faktisk nu nogle steder er værre, end de på noget tidspunkt har været, så stemmer det ikke overens med den forståelse, vi har af vores egen og vores politikeres håndtering af krisen.

Danskerne gjorde jo det, de blev bedt om i foråret. Og den fundamentale forudsætning for, at en centraliseret ledelse virker, nemlig troen på autoriteter, blev bekræftet. Danskerne gjorde, som de fik besked på, krisen forsvandt – næsten. Danskerne kunne ånde lettet op, faren var drevet over.

Men hvis de nu skal igennem en ny fase med restriktioner og tilmed skal til at bære mundbind i det offentlige rum, bliver det et synligt tegn på, at der ikke er styr på situationen og smittespredningen. Det går stik imod den forståelse, vi har af os selv og vores egen indsats og af politikernes håndteringen af situationen.

Så tilbage til indstillingen til mundbind, som den unge aarhusianske kvinde gav udtryk for. Der er to faktorer, der er sigende for interviewet. For det første er den et udtryk for den indstilling, mange danskere har, hvor de kaster hænderne i vejret og basalt set siger: »Det er ikke mit ansvar. Det er statens opgave.«

Der er så mange fantastiske gevinster ved vores velfærdsmodel, men klientgørelsen og manglen på ansvar for medborgere er desværre ikke en af dem. Hvordan kan man føle så lidt ansvar for sine medmenneskers – ja, liv?

En anden faktor handler om, hvordan danskerne ser sig selv i forhold til andre landes håndtering. For er indstillingen til mundbind, hvor langt de fleste af dem, jeg har talt med, har svært ved at se sig selv gå med dem, ikke et udtryk for, at man føler sig hævet over andre lande? Lande, hvor det at bære mundbind er blevet en del af hverdagen?

Der er utallige videoer på Youtube, der viser, hvordan man på under fem minutter kan lave mundbind ud af strømper, t-shirts, hovedpudebetræk mv. Man behøver hverken nål eller sytråd – jeg ved det, for jeg har selv navigeret rundt i forsøget på at finde de sider, der krævede mindst snilde i forsøget på at lave gør det selv-stofmundbind.

Så der er ingen undskyldning. Stå ikke der og vent på, at staten træder til og sender dig en pakke mundbind. Hvis du ikke har råd til at købe de medicinske mundbind, så find et gammelt lagen, eller gå ned i din lokale genbrugsbutik og se at få lavet nogle mundbind – det gælder liv og død. Måske ikke dit eget, men andres har vel også værdi?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: