Jeg var skræmt. Jeg vidste, at hvis jeg insisterede på at uddanne mig, ville jeg blive valgt fra

(Essay trykt i Politiken 15 august 2020)

Jeg mistede veninder, omgangskreds og til sidst min familie, da jeg brød ud af den religiøse sekt, der havde fyldt det meste af min barndom. Men friheden var det hele værd.

Jeg var i gang med at lægge sidste hånd på 10. klasse, da jeg traf en beslutning, jeg vidste, ville ændre den verden, jeg til daglig færdedes i, fuldstændig.

Lavinen begyndte for alvor at rulle, da jeg stolt kom hjem med min karakterbog. Den indeholdt 10- og 11-taller, med undtagelse af en lavere karakter i matematik.

Reaktionen kom prompte: »Du skulle hellere samle dig værdier i himlen«, sagde min mor og hendes mand. Budskabet var klart: Det, jeg så som vigtigt, havde ingen betydning i vores univers og burde heller ikke have det for mig. Jeg var rasende og fortvivlet. Jeg så sort, ikke rødt.

Månederne inden havde jeg benyttet enhver lejlighed til at begynde en konflikt. Jeg råbte og skreg, jeg diskuterede og kværulerede. Jeg var som et desperat dyr, fanget i en familiesituation, hvis værdier, jeg hidtil havde været nødt til at underlægge mig. Langsomt var jeg begyndt at ane, at deres verden ikke var en, jeg kunne trives i

Min mor og hendes mand havde brug for forstærkning, deres argumenter var ikke nok til at få mig til at rette ind. Den højeste autoritet ligger i det univers hos de ældste, så de blev kontaktet, efter at måneders ophedede skænderier og diverse former for afstraffelse ikke virkede.

På mødet sad de over for mig i den gamle, mosgrønne sofa. Fjedrene var slidte, så de sad lavere, end jeg gjorde på kanten af den stol, de havde bedt mig tage plads på. Vi var ikke i øjenhøjde. En detalje, der gav en vis skadefro styrke.

Jeg var flankeret af min mor og min stedfar. Stemningen var formel og alvorlig. Jeg var nervøs, men trodsen boblede i kroppen. Mændene i rummet havde kendt mig, siden jeg var 9 år. Og i alle årene havde jeg lært, at mænd lytter man til og respekterer, de er den højeste autoritet på Jorden, børn og kvinder den laveste.

Siden 9. klasse havde jeg vidst, hvad jeg ville, men jeg havde haft brug for at købe mig et ekstra år og blive mere moden. Derfor gik jeg i 10. klasse. Jeg vidste, at den beslutning, jeg skulle træffe efter mødet med mændene i den grønne sofa, ville få store konsekvenser.

Mændene havde læderattachémapper med. Låsene klikkede på en måde, jeg kendte fra min brors og min stedfars. De klik var en del af uniformen: skjorte, slips, blazer, pressede bukser og klikkende attachémappe, der indeholdt Bibel, Vagttårnet og Vågn Op!

Jeg blev bedt om at læse op fra skriftsteder i Bibelen, der understreger, at verdslig visdom ikke er godt. At jeg skulle skabe mig værdier i himlen frem for på Jorden. Jeg kendte forventningerne. Jeg vidste, hvad det blev forventet, at jeg skulle svare på deres spørgsmål. Men jeg havde i lang tid haft flere spørgsmål, end de havde svar. Jeg ville ikke længere spille spillet.

Hvorfor var jeg endt i den forhørssituation? Svaret var enkelt: Jeg havde en drøm om at komme på gymnasiet.

Jeg var skræmt, for jeg vidste, at hvis jeg insisterede på at uddanne mig, ville jeg blive valgt fra. Dengang havde jeg endnu ikke forstået, at mændene fra Jehovas Vidner jo faktisk havde ret i deres grundargument: Viden bringer klarhed og kritisk sans. En uddannelse ville gøre det muligt for mig at se kritisk på dem og vores fælles trossamfund.

Alle omkring kaffebordet sagde, at de ville mig det bedste. At det var deres pligt at redde mit liv. Tidligere ville jeg have lyttet, jeg ville have bøjet hovedet, jeg ville have anerkendt, at de skriftsteder, de havde vist mig, gav mig svaret på, hvad jeg skulle gøre i mit liv. Men ikke nu. Jeg kunne og ville ikke forstå, hvordan det at blive klogere betød, at jeg gjorde noget forkert.

Jeg spurgte dem, hvorfor jeg ikke kunne bruge den tid, hvor vi venter på Guds indgriben, til at uddanne mig. Jeg vidste godt, der var interne koder for, hvordan jeg skulle svare for at sige det ’rigtige’. Jeg valgte alligevel bevidst at tale på en måde, der klart signalerede, at jeg stod udenfor. Jeg kunne se i deres blikke, skuffede dem med mit stivsind.

Samtalen ændrede mit liv. Den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne være en del af gruppen længere, jeg kunne ganske simpelt ikke uden at øve vold på mig selv og den måde, jeg tænkte og var på. Jeg var omringet både fysisk og psykisk, jeg måtte bryde ud.

For mig handlede valget om frihed. Frihed til at tænke selvstændigt uden en manual, frihed til at udvikle mig til den person, jeg gerne ville være. Uddannelse stod i de skrøbelige teenageår som fuldstændig afgørende for min frihed. Jeg vidste, at prisen for frihed ville blive høj. Og den blev meget høj. Jeg mistede veninder, omgangskreds – og til sidst også min familie. Det var så svært. Jeg var ikke forberedt, havde ingen erfaring uden for den sekt, hvor jeg kendte de sociale koder. Jeg fik mange knubs, jeg snublede og var tæt på at falde.

Selv om jeg var ensom, selv om jeg var alene og måtte finde min egen vej, var der altid nye veninder, lærere og undervisere, der stod ved min side. På trods af min stædige insisteren på at få en uddannelse, er jeg ikke sikker på, jeg ville have klaret det uden dem. Når jeg var tæt på at give op, stod de klar og rakte en hånd frem, støttede mig, så min snublen aldrig blev til et fald.

Jeg fik min bordeauxrøde studenterhue, bagefter tog jeg den 1-årige hh, og så tog jeg på universitetet, hvor jeg blev cand.mag. Jeg har boet og arbejdet i fire forskellige lande, senest i USA, hvor jeg underviste på et universitet. Da jeg endelig fik en stemme, brugte jeg den til at sætte dagsordenen i diverse undervisningslokaler. Det er nok ingen tilfældighed.

Tænk, hvis jeg havde sagt ja den dag i sofaen. Sagt ’ja, jeg bøjer mig. Ja, jeg vælger jeres vej. Ja, jeg dropper ideen om uddannelse og at gå min egen vej’. Heldigvis brugte jeg min vrede og de karaktertræk, alle omkring kaffebordet mente arbejdede imod mig – min stædighed, min iver, min diskussionslyst og min integritet – til at gå efter den frihed, som rammerne i det kontrollerende samfund, jeg indtil da havde befundet mig i, ikke gav mulighed for.

Se flere essays fra Politikens sommer konkurrence her

3 kommentarer til “Jeg var skræmt. Jeg vidste, at hvis jeg insisterede på at uddanne mig, ville jeg blive valgt fra”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s