Vi hjælper gerne minoriteter – bare ikke, hvis de er højt intelligente

Kronik i Jyllands-Posten 4. september, 2020

Børn med høj intelligens er ofte sårbare og har særlige behov, som skolesystemet ikke er dygtigt nok til at tage sig af.

Danmark er kendt for at tage sig af de svageste. Det er godt, sådan skal det være i et velfærdssamfund. Men én minoritetsgruppe vil vi partout ikke hjælpe, uanset hvilken pris disse udsatte børn og unge betaler i form af lavt selvværd, angst og depression.

Pernille Rozenkrantz-Theil (S) burde stå på børnenes hold, men der er åbenbart forskel på, hvilke minoriteter det er værd at støtte. For i december 2019 lukkede ministeren ned for en enhed, der skulle se på kloge børns undervisningsbehov.

Jeg har selv set resultaterne af børns mistrivsel. Jeg bor i en forstad til Seattle og har to børn, der begge nu er i det, der her hedder AL (Advanced Learning), bedre kendt som the gifted program . Jeg sidder i en forældreforening under skolebestyrelsen, hvor jeg repræsenterer børn med høj iq kombineret med en indlæringsvanskelighed. Ja, du læste rigtigt: Man kan have en høj iq og samtidig have indlæringsvanskeligheder, f.eks. syns- og hørehandicap, adhd, autisme mv. Disse børn bliver på grund af deres handicap sjældent identificeret som højt intelligente med særlige intellektuelle behov for læring.

Intelligente børn er sårbare børn med særlige behov for læring

Der er hverken i det offentlige danske skolesystem eller i den almene befolkning opbakning til systematiserede foranstaltninger og særlig hjælp til børn med høj intelligens. De slaver det ene år efter det andet væk i deres skolegang. Joh, Jante lever skam i Danmark i bedste velgående. Vi vil hellere mase de små spirende poder ind i en form, der er lavet, så det passer til det gennemsnitlige skolebarn. Vi har stor sympati for de børn, der ligger i begyndelsen af klokkekurven – altså under gennemsnittet, mens de, der ligger i den anden ende af kurven – over gennemsnittet, må klare sig selv. Der er lige mange børn på hver side af kurven – så hvorfor behandles børn, der falder uden for normalen, ikke ens? Disse børn har særlige behov. Og det skal vi i den almene gruppe snart forstå, så vi kan støtte og hjælpe deres trivsel.

Mange højintelligente børn har det svært. Rigtigt svært. De mistrives og bliver misforstået igennem hele deres skolegang. Mange risikerer aldrig at fuldføre en uddannelse, der er en overrepræsentation af unge, der falder fra deres uddannelse i gruppen. Gruppen er desuden i risiko for angst og depression, og de er overrepræsenterede i selvmordsstatistikkerne. Så er det så underligt, at jeg råber op om børnenes behov, når jeg nu kender til statistikkerne?

Forudindfattede holdninger gør det endnu sværere for børnene

Det overrasker mig ikke, at ny forskning viser, at danske læger og psykologer i mange tilfælde, et ud af tre, overser, at de har at gøre med højintelligente børn, når de udreder børn, der mistrives i skolen. Psykologerne og lægerne er jo selv et produkt af det danske samfunds tankegang – og indtil for nylig har højintelligente børns behov ikke været en del af agendaen.

Jeg har mødt adskillige danske lærere og læger, der har en enorm bias, når det handler om at tage særlige hensyn til intelligente børns læringsbehov. Den gængse respons er, at disse børn skal lære at klare sig med andre børn, at de ikke har behov, der adskiller sig fra andre børns behov.

Hvis man keder sig er der større risiko for, at man laver ballade

Mange højintelligente skolebørn ender med at være ”problembørn”, der laver ballade og forstyrrer undervisningen for de andre. Det har vi særdeles gode erfaringer med i min familie. Vores søn gik 0. klasse om, fordi han var socialt umoden og hele tiden lavede ballade. På det tidspunkt havde vi ingen idé om, at der kunne ligge andre årsager til grund for hans opførsel. Vi fik konstant e-mails om, at han opfordrede sine klassekammerater til at følge sit dårlige eksempel, at han stillede spørgsmål til lærernes autoritet, og at han sjældent stillede sig tilfreds med de svar, han fik.

Vi havde ingen idé om, at vi havde en søn med høj intelligens. For at være ærlig var vi ved at rive håret ud af hovedet herhjemme, fordi han var sådan et krævende barn. Til tider kunne han sige noget forbløffende analytisk eller dybt, som gjorde, at vi som forældre kiggede måbende på hinanden – men for det meste opførte han sig som et barn, der var yngre, end han egentlig var.

Så det var noget af en overraskelse, da vi her i USA sad på børneneuropsykologens kontor og fik resultatet af de mange tests – han har adhd og en intelligens, der ligger et godt stykke over 140.

Der var ingen glæde hos os, kun fornægtelse og sorg. Vi anede ikke, hvad adhd var, men DET havde vores søn i hvert fald ikke. Efter at have deltaget i workshops, meldt os ind i adhd-foreninger og læst bøger om emnet ændrede vores fokus sig fra fornægtelse til, hvordan vi bedst kunne hjælpe ham og være de forældre, han havde brug for, at vi var.

Med hensyn til den høje intelligens er der aldrig normale stunder i huset. Vores autoritet bliver konstant udfordret. Løgn og manipulation er en del af hverdagen. Det lyder ikke rart, vel? Men tabuer skal brydes, det gøres gennem at turde stå frem og ærligt fortælle om den virkelighed, vi og mange andre forældre står i til daglig. Det er åbenbart helt normalt for børn med høj intelligens. Tænk, hvor mange familier der ikke tør sætte ord på det, de kæmper med derhjemme, fordi der er så stort et stigma forbundet med at nævne, at man har børn med høj intelligens. Vi har brug for den hjælp og støtte, vi kan få fra vores sociale netværk og fra (skole)systemet generelt.

Jantelov og uvilje til at handle hæmmer børnenes trivsel

Der er identitet i forældrerollen. Det er svært at gå fra at være dén slags forælder, man gerne vil være, til den forælder, ens barn har brug for, at man er. Ligeledes er det med skolesystemet. Måske er vi nødt til at turde gøre op med den model, vi har troet er bedst for børnene, og rent faktisk give dem et skoleforløb, de trives i?

Højt intelligente børn bliver ofte misforstået og slet ikke opdaget pga. det, eksperterne kalder den asynkrone udvikling. Måske læser barnet, når det er fire, programmerer og interesserer sig for universets sorte huller, men kan ikke binde sit snørebånd, til hun er 10. Eller den 10-årige har på visse punkter et abstraktionsniveau svarende til en gymnasieelevs, men opfører sig som en treårig, når han ikke får sin vilje.

Der er mange årsager til, at mange børn med høj intelligens mistrives i skolerne. En åbenlys grund er selvfølgelig, at de ikke bliver fagligt stimuleret. En anden er, at de mistrives socialt. De leger simpelthen på en anden måde end deres jævnaldrende. Og det burde være o.k. Men igen og igen mødes disse børn med forventninger om at skulle tilpasse sig til majoriteten. Forestil dig, at du i dit sociale liv var tvunget til at omgås folk, der ikke delte de samme interesser som dig. At du skulle socialisere med folk, du ikke følte, du klikkede med. Sådan er det for mange af de her børn. Det er synd, at de ikke får lov til at være sammen med ligesindede. Resultatet er, at de kommer til at føle sig mærkelige og udenfor, de føler sig forkerte – og det påvirker dem mentalt og socialt resten af livet.

Bitter jantelovserfaring skulle måske have lært mig at holde min mund. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet hånet, når jeg har luftet frustrationer, der har at gøre med de udfordringer, der er med at have højintelligente børn. Alle børn, der mistrives, har brug for, at der er voksne, der taler deres sag – også dem, vi traditionelt, men misforstået, tror er stærke.

Det er mig en gåde, at samfundet generelt, men især mange danske skolelærere, praktiserende læger og (skole)psykologer ikke kan se det enorme potentiale, disse oversete børn og unge har – og åbenbart ikke føler noget ansvar for deres akademiske eller psykiske velbefindende.