Danskers coronaliv i USA: Jeg vågner til den samme dag igen og igen

Vi har vænnet os til en ny, stillestående hverdag med restriktioner, der konstant ændrer sig. Alt er ikke kulsort, det nægter jeg at lade det være. Man kan vænne sig til meget, og det her er blevet vores nye normal, skriver kronikøren, som sammen med sin familie har været hjemme siden februar.

Jeg tror aldrig, jeg kommer til at spise en fødselsdagslagkage igen, jeg kan nærmest se spytdråberne for mig, der lander på kagen, når fødselaren puster lysene ud.

I filmen ”Groundhog day” vågner hovedpersonen op til den samme dag igen og igen. Sådan føles det også i mit hus. Min datter sætter en streg på sin tavle for hver dag, hun ikke har været i skole. Indtil nu er det blevet til 270 dage. Offentlige skoler, gymnasier og universiteter har kørt hjemmeonlineundervisning siden februar.

Vores familie består af mig, vores to børn, Lina på 12 og Ingmar på 10, min mand, Andreas, og vores lille hund, Coco. Vi bor i forstaden Bellevue i delstaten Washington i USA. Min mand blev bedt om at arbejde hjemmefra i februar, nogenlunde samtidig med at alle skolerne lukkede ned. Han har ikke været på sin arbejdsplads siden.

Guvernøren opfordrer alle til at blive hjemme. Det er forbudt at mødes i private hjem med folk, man ikke deler adresse med. Hvis man mødes udendørs, må man være fem personer. Det er forbudt for restauranter og barer at have indendørs servering, men de må servere for fem personer ved hvert bord udenfor. Fitnesscentre, bowlinghaller, biografer, museer og i det hele taget al indendørs aktivitet er lukket. Forretningerne må holde åbent med 25 pct.s kapacitet. Hvis man har en pårørende på et plejehjem, må man besøge dem, hvis det foregår udenfor. Al indendørs sportsaktivitet for børn og unge er forbudt.Da jeg i januar hørte om den nye virus fra Wuhan, købte jeg ris, pasta og toiletpapir til tre måneder. På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig, at det, vi så ind i, ville komme til at vare mere end tre måneder.

Vi køber alt fra vinterstøvler til madvarer online, får det enten leveret direkte til døren eller kører ind i en parkeringsbås, sms´er vores parkeringsbås’ nummer til forretningen og får sat madvarerne i bagagerummet.

I radioen sagde en epidemiolog forleden, at man skal se på sin eksponering for covid-19, som om man har haft sex ikke alene med dem, man selv mødes med, men også med dem, de har mødtes med, og som de igen har været sammen med. Dén udmelding bekræftede mig i vores beslutning om at holde os for os selv.

Så vi holder pause med legeaftalerne og sportsaktiviteter, og det er slut med (udendørs) middage for de voksne. Børnene savner selvfølgelig deres venner, men de forstår alvoren. De kender de historier, min sygeplejerskeveninde fortæller fra sin hverdag. De forstår, at syge, læger og sygeplejersker betaler en pris, hvis vi ikke følger restriktionerne. Så de er kreative, når de skal have dækket deres sociale behov. I dag ”mødtes” Lina med en ven på Teams, hvor de pjattede og hyggede sig, mens de begge bagte småkager.

De seneste ni måneder har restriktionerne været som en elastik, nogle gange blev der løsnet op, for det meste blev der strammet, men vi har siden februar været i en konstant form for restriktion af vores bevægelsesfrihed.

“Da jeg i januar hørte om den nye virus fra Wuhan, købte jeg ris, pasta og toiletpapir til tre måneder. På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig, at det, vi så ind i, ville komme til at vare mere end tre måneder.

Kort tid efter blev det første tilfælde af corona konstateret få kilometer fra, hvor jeg bor. Det var også tæt på min bopæl, at USA’s første coronadødsfald fandt sted. Herefter gik det stærkt. Jeg kan stadig huske, da de første 13 tilfælde af covid-19 blev konstateret i New York.Jeg begyndte at drømme om rotter, og at vi mistede et af børnene. Andre drømme handlede om, at jeg døde, og Andreas blev efterladt med to børn på den anden side af kloden. Uanset hvor meget ris og pasta man køber, giver det ikke ro i sjælen.

Jeg havde hjertebanken, susen for ørene og kunne ikke sove om natten. Pludselig var Danmark langt væk. Jeg var usikker på, hvordan jeg skulle navigere, havde et stort behov for at vende mig mod det, jeg kendte. Så vi så gamle versioner af dansk børnetime og introducerede børnene for ”Matador” i sofaen langt fra lille Danmark.

I midten af februar mødte kun en tredjedel af eleverne op i børnenes klasser. Vi var usikre på, om vi også skulle holde børnene hjemme. Men man er vel dansk og stoler på autoriteterne, og skoledistriktet fortalte os, at vi skulle sende børnene i skole.

Men så en dag fik vores datter høj feber og begyndte at hoste. Lægen bad os om at tage plastichandsker og masker på, inden vi gik ind i venteværelset. Jeg var så nervøs, var det nu, vi skulle have den virus, alle frygtede? På det tidspunkt var det kun sundhedspersonale, der bar maske i USA. De andre patienter i venteværelset kiggede forskrækkede på os.

Vi blev sendt på hospitalet. Der var stille, ingen talte sammen, alt foregik i en mumlen og med håndfagter bag visirer og masker. Lina havde alle symptomerne på covid-19, men der var på det tidspunkt mangel på test i USA. Vi slap med forskrækkelsen, hun testede positiv for respiratory syncytial virus (RSV). Hun skulle isoleres og bære maske i sine vågne timer. Begge børn skulle holdes hjemme fra skole i en uge.

To dage efter lukkede skoledistriktet samtlige skoler i seks uger. Seks uger virkede som en evighed, men vi var indstillede på at få det bedste ud af situationen. Jeg lavede skemaer, bagte boller, satte arbejdsstationer op til ungerne. Satte endda dansk på skemaet tre gange om ugen.

Min søn har adhd og har i den grad brug for struktur, klare instrukser og forventninger. Sådan er verden ikke i en pandemi – der er mange hårde dage, nætter og uger, indtil vi finder ud af, hvad der fungerer for ham og os. Så ændrer et eller andet sig i hans hverdag, og vi må starte forfra.

“Jeg begyndte at drømme om rotter, og at vi mistede et af børnene. Andre drømme handlede om, at jeg døde, og Andreas blev efterladt med to børn på den anden side af kloden. Uanset hvor meget ris og pasta man køber, giver det ikke ro i sjælen.

Verden blev stille. Folks biler holdt i indkørslen. Naboer travede op og ned ad villavejene, smilede og hilste på hinanden. Få måneder senere bar de fleste maske udendørs og skyndte sig at krydse gaden uden at hilse, når man mødte dem, dødstallene steg og steg.

I maj måned fik vi besked om akut sygdom i familien og tog til Danmark. Da vi ankom til Kastrup, bar meget få masker, der blev smilet og hilst velkommen. Det var skønt at høre dansk og se folks ansigter. Afstand var der ingen, der holdt.

Efter vores isolation bevægede vi os ud. Danskerne sad på caféer, tullede op og ned ad gågader, mens de spiste isvafler, mødtes i større grupper og gad egentlig ikke rigtigt tale om corona.

Da vi forlod Danmark, lå to patienter på intensiv i hele landet, mens corona i USA var ude af kontrol. Jeg trak vejret dybt, pakkede kufferten og forberedte mig på det værste.

Skolerne var febrilske, det stod klart, at børnene ikke ville komme tilbage ved skoleårets start. I foråret lærte jeg, at uanset hvor meget struktur jeg forsøger at sætte på hverdagen, er jeg omgivet af kaos inden i mig selv og uden for min dør. Derfor fokuserer jeg nu på bevægelse og motion i stedet for skemaer.

Min søn skal stadig have meget hjælp, og det får han også. Han har brug for en forudsigelig hverdag, hjælp til at organisere sit skolearbejde og til at holde styr på sine afleveringer og onlinemøder. Det har skolen heldigvis også indset, så det får han hjælp til.

Det mærkelige er, at selv om vi er sammen 24/7, så går det meste af tiden med at få situationen til at fungere og samtaler om børnene og deres behov – og næsten ingen tid går med at pleje parforholdet.

Året begyndte med hjertebanken, susen for ørene og søvnløse nætter. Men det er ikke sådan, det ender. Vi har vænnet os til en ny, stillestående hverdag med restriktioner, der konstant ændrer sig. Alt er ikke kulsort, det nægter jeg at lade det være. Man kan vænne sig til meget, og det her er blevet vores nye normal.

Om noget har dette år lært mig om uforudsigelighed, og at jeg ikke kan planlægge mig til et roligt sind. For ligesom i filmen ”Goundhog Day” er hver dag en smule anderledes end den foregående. Det er svært at forstå, hvordan der på én gang kan være kaos og stilstand, men det er sådan, det føles. Isolation og den ene hjemmeskoledag efter den anden, samtidig med at pandemien raser og kræver to amerikanske liv i minuttet. Hver dag lærer vi at indrette os og få det bedste ud af det, der umiddelbart ser trøstesløst ud. Og det er måske ikke den værste lektion.