Jeg var skræmt. Jeg vidste, at hvis jeg insisterede på at uddanne mig, ville jeg blive valgt fra

(Essay trykt i Politiken 15 august 2020)

Jeg mistede veninder, omgangskreds og til sidst min familie, da jeg brød ud af den religiøse sekt, der havde fyldt det meste af min barndom. Men friheden var det hele værd.

Jeg var i gang med at lægge sidste hånd på 10. klasse, da jeg traf en beslutning, jeg vidste, ville ændre den verden, jeg til daglig færdedes i, fuldstændig.

Lavinen begyndte for alvor at rulle, da jeg stolt kom hjem med min karakterbog. Den indeholdt 10- og 11-taller, med undtagelse af en lavere karakter i matematik.

Reaktionen kom prompte: »Du skulle hellere samle dig værdier i himlen«, sagde min mor og hendes mand. Budskabet var klart: Det, jeg så som vigtigt, havde ingen betydning i vores univers og burde heller ikke have det for mig. Jeg var rasende og fortvivlet. Jeg så sort, ikke rødt.

Månederne inden havde jeg benyttet enhver lejlighed til at begynde en konflikt. Jeg råbte og skreg, jeg diskuterede og kværulerede. Jeg var som et desperat dyr, fanget i en familiesituation, hvis værdier, jeg hidtil havde været nødt til at underlægge mig. Langsomt var jeg begyndt at ane, at deres verden ikke var en, jeg kunne trives i

Min mor og hendes mand havde brug for forstærkning, deres argumenter var ikke nok til at få mig til at rette ind. Den højeste autoritet ligger i det univers hos de ældste, så de blev kontaktet, efter at måneders ophedede skænderier og diverse former for afstraffelse ikke virkede.

På mødet sad de over for mig i den gamle, mosgrønne sofa. Fjedrene var slidte, så de sad lavere, end jeg gjorde på kanten af den stol, de havde bedt mig tage plads på. Vi var ikke i øjenhøjde. En detalje, der gav en vis skadefro styrke.

Jeg var flankeret af min mor og min stedfar. Stemningen var formel og alvorlig. Jeg var nervøs, men trodsen boblede i kroppen. Mændene i rummet havde kendt mig, siden jeg var 9 år. Og i alle årene havde jeg lært, at mænd lytter man til og respekterer, de er den højeste autoritet på Jorden, børn og kvinder den laveste.

Siden 9. klasse havde jeg vidst, hvad jeg ville, men jeg havde haft brug for at købe mig et ekstra år og blive mere moden. Derfor gik jeg i 10. klasse. Jeg vidste, at den beslutning, jeg skulle træffe efter mødet med mændene i den grønne sofa, ville få store konsekvenser.

Mændene havde læderattachémapper med. Låsene klikkede på en måde, jeg kendte fra min brors og min stedfars. De klik var en del af uniformen: skjorte, slips, blazer, pressede bukser og klikkende attachémappe, der indeholdt Bibel, Vagttårnet og Vågn Op!

Jeg blev bedt om at læse op fra skriftsteder i Bibelen, der understreger, at verdslig visdom ikke er godt. At jeg skulle skabe mig værdier i himlen frem for på Jorden. Jeg kendte forventningerne. Jeg vidste, hvad det blev forventet, at jeg skulle svare på deres spørgsmål. Men jeg havde i lang tid haft flere spørgsmål, end de havde svar. Jeg ville ikke længere spille spillet.

Hvorfor var jeg endt i den forhørssituation? Svaret var enkelt: Jeg havde en drøm om at komme på gymnasiet.

Jeg var skræmt, for jeg vidste, at hvis jeg insisterede på at uddanne mig, ville jeg blive valgt fra. Dengang havde jeg endnu ikke forstået, at mændene fra Jehovas Vidner jo faktisk havde ret i deres grundargument: Viden bringer klarhed og kritisk sans. En uddannelse ville gøre det muligt for mig at se kritisk på dem og vores fælles trossamfund.

Alle omkring kaffebordet sagde, at de ville mig det bedste. At det var deres pligt at redde mit liv. Tidligere ville jeg have lyttet, jeg ville have bøjet hovedet, jeg ville have anerkendt, at de skriftsteder, de havde vist mig, gav mig svaret på, hvad jeg skulle gøre i mit liv. Men ikke nu. Jeg kunne og ville ikke forstå, hvordan det at blive klogere betød, at jeg gjorde noget forkert.

Jeg spurgte dem, hvorfor jeg ikke kunne bruge den tid, hvor vi venter på Guds indgriben, til at uddanne mig. Jeg vidste godt, der var interne koder for, hvordan jeg skulle svare for at sige det ’rigtige’. Jeg valgte alligevel bevidst at tale på en måde, der klart signalerede, at jeg stod udenfor. Jeg kunne se i deres blikke, skuffede dem med mit stivsind.

Samtalen ændrede mit liv. Den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne være en del af gruppen længere, jeg kunne ganske simpelt ikke uden at øve vold på mig selv og den måde, jeg tænkte og var på. Jeg var omringet både fysisk og psykisk, jeg måtte bryde ud.

For mig handlede valget om frihed. Frihed til at tænke selvstændigt uden en manual, frihed til at udvikle mig til den person, jeg gerne ville være. Uddannelse stod i de skrøbelige teenageår som fuldstændig afgørende for min frihed. Jeg vidste, at prisen for frihed ville blive høj. Og den blev meget høj. Jeg mistede veninder, omgangskreds – og til sidst også min familie. Det var så svært. Jeg var ikke forberedt, havde ingen erfaring uden for den sekt, hvor jeg kendte de sociale koder. Jeg fik mange knubs, jeg snublede og var tæt på at falde.

Selv om jeg var ensom, selv om jeg var alene og måtte finde min egen vej, var der altid nye veninder, lærere og undervisere, der stod ved min side. På trods af min stædige insisteren på at få en uddannelse, er jeg ikke sikker på, jeg ville have klaret det uden dem. Når jeg var tæt på at give op, stod de klar og rakte en hånd frem, støttede mig, så min snublen aldrig blev til et fald.

Jeg fik min bordeauxrøde studenterhue, bagefter tog jeg den 1-årige hh, og så tog jeg på universitetet, hvor jeg blev cand.mag. Jeg har boet og arbejdet i fire forskellige lande, senest i USA, hvor jeg underviste på et universitet. Da jeg endelig fik en stemme, brugte jeg den til at sætte dagsordenen i diverse undervisningslokaler. Det er nok ingen tilfældighed.

Tænk, hvis jeg havde sagt ja den dag i sofaen. Sagt ’ja, jeg bøjer mig. Ja, jeg vælger jeres vej. Ja, jeg dropper ideen om uddannelse og at gå min egen vej’. Heldigvis brugte jeg min vrede og de karaktertræk, alle omkring kaffebordet mente arbejdede imod mig – min stædighed, min iver, min diskussionslyst og min integritet – til at gå efter den frihed, som rammerne i det kontrollerende samfund, jeg indtil da havde befundet mig i, ikke gav mulighed for.

Se flere essays fra Politikens sommer konkurrence her

Trump forsøger at manipulere det kommende præsidentvalg – og postvæsenet spiller en afgørende rolle

Trump udskifter topledelsen og skærer i midlerne til postvæsenet for at gøre det sværere for folks brevstemmer at tælle til præsidentvalget.

Læs hele bloggen her

Trumps America: exhaustion has settled in most people… unfortunately also in me

When the shock had subsided after the last US presidential election and Trump was elected, the political debate in the United States was under way. Now Republicans and Democrats are sticking to each other, neighbors no longer dare to talk to each other. My own curiosity has also changed, an exhausting fatigue has unfortunately taken over a bubbling curiosity.

Yesterday I met the grandmother of one of my children’s friends on my afternoon walk. We had a long talk about the upcoming presidential election and her frustration with the political situation in the United States right now. She told about the young people who live on the other side of the road opposite her house. They drive around with a fluttering American flag from the trunk of the truck, which is littered with messages like “Do not take my rights away from me!” – a hint that they do not want gun laws – and “Trump 2020”. “They are young, they have not seen what we older people have seen. They lack content in their lives. I have decided to meet them with kindness and love, ”she said. “But I’m afraid we’ll end up with a dictator in the White House, all the signs are there. My mantra at the moment is: vote, need everything in the world your democratic right. ”

And then there’s the craftsman who’s currently working in my house. This morning, I spoke to him and asked if he had voted in the primary election that has just been held here in the state of Washington. I told him that I am interested in how people view voting by post, that the process here is so much different than in Denmark. To my surprise, he replied that he did not vote. “My vote does not matter here in Washington. I’m a conservative, so I’m not quite right-wing, I just belong more to the conservative wing than the one the Democratic Party stands for. We live in a blue state, so it’s just as much about voting. ” I asked him how he felt about living in a state where he did not feel he had any influence on the decision-making process. And then he said something that I think is very telling for how people deal with differences here – political, cultural, religious, etc .: “I surround myself with people who have the same values ​​as me.”

That’s exactly the problem right now. Whether one agrees politically with the grandmother I met on my stroll or with my craftsman, it is a huge democratic problem that people do not feel heard politically. Here it is the Republicans who do not have a vote, in many states in the south the same applies just with the reverse sign for those who vote for the Democratic Party.

What about the curiosity about it differently?

The way the American electoral system is put together is, if anything, helping to divide the United States and its people, and it will certainly not be lessened by the current politically heated situation we are in with the Corona pandemic, the military in the streets and constant various political crises. , which Trump has been so adept at initiating, breathing in and exploiting.

I feel the change in the atmosphere at my own setting. I have become more cynical. When we got here, I was interested in hearing the views of as many different people as possible. I found it exotic to hear about religious ideologies, about the view of the role of the public in the life of the individual, about the attitude to owning and carrying weapons, yes to everything that was different from what I came from – my curiosity contained an openness and friendliness in relation to the individual human being. Now I no longer do what I was convinced upon arrival in the United States would make me grow as a human being that I was eager, accommodatingly sure, would open my horizons.

Because I no longer reach out and invite as many different people as possible to dinner in my home – in my private life I do exactly like my craftsman Charlie, who right now is struggling to get the basement of my house ready for the kids’ online home schooling. after the summer holidays – I surround myself with those who share my views. I’m still interested in other people’s opinions, it teases me to meet people who have completely different approaches to life than I myself have. And nuances work fine for dinner party purposes, I just can not stand the discussions around the dinner table with people who have fundamentally different attitudes and values ​​than I myself have.

In the time immediately following the election of Trump, after the shock of his election had subsided, politics were hotly debated in the streets and alleys, in restaurants, and in virtually every social context. Not so anymore. People carefully avoid the subject, it is too delicate, and one risks becoming unfriended with one’s neighbor. Trump’s time in the White House has not benefited the conversation between dissidents or the Democratic conversation.

For how far do you have to go when discussing politics, religion and culture with people? When does the boundary cross, when is something interesting, foreign, consciousness-expanding, and when is it decidedly misinformation, ignorance, and conspiracy theory? There are many answers to that, depending on who you talk to on your daily walk around the neighborhood.

(Google translate)

(Google translate)

Trumps Amerika: udmattelsen har sat sig hos de fleste… desværre også hos mig

Da chokket havde lagt sig efter sidste præsidentsvalg i USA og Trump var valgt, var der gang i den politiske debat i USA. Nu holder republikanere og demokrater sig hver for sig, naboer tør ikke længere tale sammen. Min egen nysgerrighed har også ændret sig, en udmattende træthed har desværre overtaget en sprudlende nysgerrighed….

Læs hele bloggen her

Trumps America: exhaustion has settled in most people… unfortunately also in me

When the shock had subsided after the last US presidential election and Trump was elected, the political debate in the United States was under way. Now Republicans and Democrats are sticking to each other, neighbors no longer dare to talk to each other. My own curiosity has also changed, an exhausting fatigue has unfortunately taken over a bubbling curiosity.

Yesterday I met the grandmother of one of my children’s friends on my afternoon walk. We had a long talk about the upcoming presidential election and her frustration with the political situation in the United States right now. She told about the young people who live on the other side of the road opposite her house. They drive around with a fluttering American flag from the trunk of the truck, which is littered with messages like “Do not take my rights away from me!” – a hint that they do not want gun laws – and “Trump 2020”. “They are young, they have not seen what we older people have seen. They lack content in their lives. I have decided to meet them with kindness and love, ”she said. “But I’m afraid we’ll end up with a dictator in the White House, all the signs are there. My mantra at the moment is: vote, need everything in the world your democratic right. ”

And then there’s the craftsman who’s currently working in my house. This morning, I spoke to him and asked if he had voted in the primary election that has just been held here in the state of Washington. I told him that I am interested in how people view voting by post, that the process here is so much different than in Denmark. To my surprise, he replied that he did not vote. “My vote does not matter here in Washington. I’m a conservative, so I’m not quite right-wing, I just belong more to the conservative wing than the one the Democratic Party stands for. We live in a blue state, so it’s just as much about voting. ” I asked him how he felt about living in a state where he did not feel he had any influence on the decision-making process. And then he said something that I think is very telling for how people deal with differences here – political, cultural, religious, etc .: “I surround myself with people who have the same values ​​as me.”

That’s exactly the problem right now. Whether one agrees politically with the grandmother I met on my stroll or with my craftsman, it is a huge democratic problem that people do not feel heard politically. Here it is the Republicans who do not have a vote, in many states in the south the same applies just with the reverse sign for those who vote for the Democratic Party.

What about the curiosity about it differently?

The way the American electoral system is put together is, if anything, helping to divide the United States and its people, and it will certainly not be lessened by the current politically heated situation we are in with the Corona pandemic, the military in the streets and constant various political crises. , which Trump has been so adept at initiating, breathing in and exploiting.

I feel the change in the atmosphere at my own setting. I have become more cynical. When we got here, I was interested in hearing the views of as many different people as possible. I found it exotic to hear about religious ideologies, about the view of the role of the public in the life of the individual, about the attitude to owning and carrying weapons, yes to everything that was different from what I came from – my curiosity contained an openness and friendliness in relation to the individual human being. Now I no longer do what I was convinced upon arrival in the United States would make me grow as a human being that I was eager, accommodatingly sure, would open my horizons.

Because I no longer reach out and invite as many different people as possible to dinner in my home – in my private life I do exactly like my craftsman Charlie, who right now is struggling to get the basement of my house ready for the kids’ online home schooling. after the summer holidays – I surround myself with those who share my views. I’m still interested in other people’s opinions, it teases me to meet people who have completely different approaches to life than I myself have. And nuances work fine for dinner party purposes, I just can not stand the discussions around the dinner table with people who have fundamentally different attitudes and values ​​than I myself have.

In the time immediately following the election of Trump, after the shock of his election had subsided, politics were hotly debated in the streets and alleys, in restaurants, and in virtually every social context. Not so anymore. People carefully avoid the subject, it is too delicate, and one risks becoming unfriended with one’s neighbor. Trump’s time in the White House has not benefited the conversation between dissidents or the Democratic conversation.

For how far do you have to go when discussing politics, religion and culture with people? When does the boundary cross, when is something interesting, foreign, consciousness-expanding, and when is it decidedly misinformation, ignorance, and conspiracy theory? There are many answers to that, depending on who you talk to on your daily walk around the neighborhood.

(Google translate)

Hvorfor er det så svært for danskerne at acceptere mundbind?

Stå ikke der og vent på, at staten træder til og sender dig en pakke mundbind. Hvis du ikke har råd til at købe de medicinske mundbind, så lav et selv. Det gælder liv og død.

Publiceret i JP 11 august 2020

[object Object]

Jeg var ved at få tandpastaen galt i halsen – sagde hun virkelig det?

Som en del af min morgenrutine lytter jeg til danske podcasts her på den anden side af kloden, lidt uden for Seattle. Denne morgen er det “Orientering Weekend” fra 8. august, jeg har med mig i baggrunden.

Første indslag handler om de stigende coronatal i Aarhus, der lige nu er Danmarks epicenter for smittede. Tallene er højere, end de har været på noget andet tidspunkt under pandemien. Som vi ved, kommer tallene med 14 dages forsinkelse, så hvem ved, hvor slemt det ser ud om et par uger. Situationen er alvorlig.Der er utallige ​videoer på Youtube, der viser, hvordan man på under fem minutter kan lave mundbind.

Journalisten på “Orientering” interviewer en ung kvinde, der læser idéhistorie på Aarhus Universitet om mundbind. Journalisten spørger: »Har du anskaffet dig nogle mundbind?« Kvinden svarer benægtende. Til spørgsmålet om hvorfor ikke, svarer hun: »Lige nu venter jeg på et tiltag, som gør det billigere, eller så man kan få noget tilskud, fordi lige nu er det for dyrt til, at man kan købe dem.« Og det er dét, der får mig til arrigt at sprutte tandpastaen ud i vasken.

Herefter siger journalisten: »Men du er jo også velkommen til at sy en selv« og spørger dernæst den studerende, om hun har været inde på Sundhedsstyrelsens hjemmeside for at finde ud af, hvordan man laver dem. Dét har den studerende ikke.

Jeg formoder, at den unge kvinde modtager SU. Derudover arbejder hun ifølge journalisten på en café. Det skulle alt andet lige dække udgifterne til et studieliv. Jeg kender ikke kvindens personlige situation, så lad mig blot antage, at hun ikke har penge til selv at finansiere mundbind, de koster trods alt 385 kr. for 50 stk. på webapoteket.dk.

Selv Sundhedsstyrelsen opfordrer nu – efter at det i månedsvis har været internationalt anbefalet – til, at man bruger stofmundbind, hvis man ikke har adgang til de medicinske. I vejledningen fra Sundhedsstyrelsen, der er opdateret pr. 7. august 2020, siger direktør Søren Brostrøm bl.a.: »Derfor er det også vigtigt at sige, at den største gevinst ved brug af stofmundbind er, at du beskytter andre mod covid-19, hvis du skulle være smittet.«

Stofmundbind beskytter andre medborgere, ikke dig selv. Ja, medicinske mundbind er mere effektive, men hvis du ikke kan få fat i dem, ikke arbejder i et miljø som f.eks. hospitalsindustrien eller i ældreplejen eller ikke har råd til at købe dem, så anbefales stofmundbind til os helt almindelige borgere, der færdes rundtom i det offentlige rum.

Virus spredes via dråber fra vores udånding, og man smitter mest inden for de første 48 timer, altså før man har tegn på virus. Stofmundbind opsamler dine dråber med virus, før du kan sprede dem til andre. Der er foretaget både kliniske studier og studier i den virkelige verden af effektiviteten af at bære stofmundbind. Resultaterne af studierne er klare.

Der er utallige eksempler på, at det at bære mundbind hjælper. Et af de mest prestigiøse universiteter i verden, MIT (Massachusetts Institute of Technology), har på dets medicinske hjemmeside en gennemgang af forskning på området med henvisninger til diverse casestudies.

På MIT’s medicinske hjemmeside henvises i artiklen fra 7. juli 2020 til en flypassager, der sad på en rute fra Wuhan i Kina til Toronto i Canada. Passageren bar mundbind. Umiddelbart efter flyruten testede han positiv for covid-19. Ingen andre på flyet blev smittet med corona. Eller hvad med eksemplet med to frisører i Springfield, Missouri, der begge viste sig at være symptomfrie positive, og begge bar mundbind. De havde tilsammen, mens de bar virus i sig, 140 kunder. Ingen testede positive.

I USA viste en beregningsmodel fra University of Washingtons Institute for Health Metrics and Evaluation, at hvis stort set alle amerikanere bar hjemmelavede stofmundbind, ville mellem 17.742 og 28.030 færre amerikanere dø inden den 1. oktober. Men hvorfor er det så svært for danskerne at acceptere at skulle bruge mundbind?

Har det noget at gøre med deres selvforståelse? Generelt mener danskerne jo helt utvetydigt, at de bor i verdens bedste land. Læg dertil, at håndteringen af coronakrisens første fase var så succesrig, at Danmark blev fremhævet i diverse internationale medier og ofte sat i modsætningsforhold til vores naboland, Sverige. Selv hørte jeg gentagne gange Danmarks håndtering fremhævet på min lokale radiostation, NPR.

Så når tallene nu igen går den forkerte vej i Danmark og faktisk nu nogle steder er værre, end de på noget tidspunkt har været, så stemmer det ikke overens med den forståelse, vi har af vores egen og vores politikeres håndtering af krisen.

Danskerne gjorde jo det, de blev bedt om i foråret. Og den fundamentale forudsætning for, at en centraliseret ledelse virker, nemlig troen på autoriteter, blev bekræftet. Danskerne gjorde, som de fik besked på, krisen forsvandt – næsten. Danskerne kunne ånde lettet op, faren var drevet over.

Men hvis de nu skal igennem en ny fase med restriktioner og tilmed skal til at bære mundbind i det offentlige rum, bliver det et synligt tegn på, at der ikke er styr på situationen og smittespredningen. Det går stik imod den forståelse, vi har af os selv og vores egen indsats og af politikernes håndteringen af situationen.

Så tilbage til indstillingen til mundbind, som den unge aarhusianske kvinde gav udtryk for. Der er to faktorer, der er sigende for interviewet. For det første er den et udtryk for den indstilling, mange danskere har, hvor de kaster hænderne i vejret og basalt set siger: »Det er ikke mit ansvar. Det er statens opgave.«

Der er så mange fantastiske gevinster ved vores velfærdsmodel, men klientgørelsen og manglen på ansvar for medborgere er desværre ikke en af dem. Hvordan kan man føle så lidt ansvar for sine medmenneskers – ja, liv?

En anden faktor handler om, hvordan danskerne ser sig selv i forhold til andre landes håndtering. For er indstillingen til mundbind, hvor langt de fleste af dem, jeg har talt med, har svært ved at se sig selv gå med dem, ikke et udtryk for, at man føler sig hævet over andre lande? Lande, hvor det at bære mundbind er blevet en del af hverdagen?

Der er utallige videoer på Youtube, der viser, hvordan man på under fem minutter kan lave mundbind ud af strømper, t-shirts, hovedpudebetræk mv. Man behøver hverken nål eller sytråd – jeg ved det, for jeg har selv navigeret rundt i forsøget på at finde de sider, der krævede mindst snilde i forsøget på at lave gør det selv-stofmundbind.

Så der er ingen undskyldning. Stå ikke der og vent på, at staten træder til og sender dig en pakke mundbind. Hvis du ikke har råd til at købe de medicinske mundbind, så find et gammelt lagen, eller gå ned i din lokale genbrugsbutik og se at få lavet nogle mundbind – det gælder liv og død. Måske ikke dit eget, men andres har vel også værdi?

Mine børns skolegang bruges som politisk spin i USA

Mine børns helbred og skolegang er blevet et politisk statement. Jeg skal svare skolen på, om jeg vil sende mine børn tilbage, imens 150.000 amerikanere har mistet livet, pandemien er ude af kontrol, og ingen ved, hvordan smitten påvirker børn og deres familier…..

Læs hele bloggen her

My children’s schooling is used as a political spin in the United States

My children’s health and schooling have become a political statement. I have to answer the school whether I want to send my children back while 150,000 Americans have lost their lives, the pandemic is out of control and no one knows how the infection affects children and their families.

We have been asked to decide what form of education we want for our children for the next school year. The school district where we live in the United States has given us and the parents of the 20,000 other students a deadline until Monday. In all, there are 54,000 school children in the Seattle area waiting to be told how to go to school for next year.

Our children have not been to school since the end of February, and the schools are now trying, in the light of the unpredictability of the corona, to figure out what the next school year should look like. We can choose between three models, our decision is binding: 1. 100 per cent. teaching at school, 2. a not more precisely specified hybrid model or 3. online schooling from home 100 per cent.

I make my decision for the coming school year in the USA here from Denmark. Not only am I half a globe away from my home and my American everyday life, I am also mentally far from the American everyday life I now only see on the TV screen. Here in Denmark no one wears masks, here people sit in cafes, here the children play with each other. Here, people seem as if the corona has nothing to do with them and their lives. This is how I hope it will continue to be, I fear the opposite when Danish families return home from holiday around Europe and send their children back to the Danish primary and lower secondary school.

Since when has children’s health and schooling become a political statement?

And what do you choose, given that covid-19 has gone from just under 90,000 deaths since mid-May to around 150,000 at the time of writing? What considerations are included in one’s choice?

There are the obvious arguments that the social and mental health of children is important. And that as a parent it is hard to be both an assistant teacher and a working parent. But there are also considerations as to whether it is not fair that the families who have the opportunity and the resources should keep their children at home, so that those who do not have the opportunity – e.g. nurses and doctors – can send their children to school. In this way, we all participate in solidarity, even if it is at the expense of our own children’s social and mental well-being.

So what do you do if you have a child with special needs? A child with ADHD , for example, who needs schematic predictability, who has difficulty focusing and learning in front of a screen? Corona is not good for anyone, not at all for those who have special needs and need a helping hand with learning. And what about the consideration of what it is for a school day that the children return to, if that is the option one chooses. Is a schooling with masks, plexiglass between the school desks, guards that ensure that you open and close the doors in the most hygienic way, wash your hands after toilet visits and play alone or two meters away in the schoolyard, more harmful than beneficial to children’s well-being ?

While our governor, Democrat Jay Inslee , focuses on science, numbers and statistics in his handling of the corona crisis , we see in the news how the Trump administration is doing everything it can to politicize the school debate.

According to them, the decision not to open schools in e.g. California a deliberately democratically led strategy to try to harm the economy. The argument is that when people stay at home, they spend no money, and then the economy stalls – and a bad economy has never benefited any incumbent president’s chance for re-election. I follow the press conferences of the White House, which Trump now holds without his medical experts, with growing wonder and unrest, and my Danish compass, which is otherwise usually socialized to rely on authorities, can not find head and tail in spin and sincerity. Therefore, the stress and stress heart beats faster and faster, all the while I struggle between wanting to know as many statistics, facts and research results as possible, while I feel like folding my arms around me and mine and closing the world outside my door.

The United States is the stronghold of the individualists, everyone has different needs and a flood of questions for the situation they are now in in relation to the coming school year and their pods schooling during the covid-19 pandemic.

One of the things I love about the United States is the ability to make a variety of free, individual choices – even when it comes to school choices and one’s children’s education. But in a situation like the one we are in now, where we have to stand together, turn our noses the same way and march in time, individualism is not exactly a landmark that works in America’s favor.

And when the choice is between fear of a disease on the one hand and the health of our children on the other, the choice is easy – no matter how political it may be.

(translated by Google tranlate)

I år kan jeg endelig få sagt ordentligt farvel til min lillebror, der døde under Pearl-Jam-koncerten

For 20 år siden mistede jeg

min lillebror, Lennart

Tobias Nielsen, i

forbindelse med ulykken

på Roskilde Festival. Forst i

år, hvor festen er aflyst, er

der ro til, at jeg kan få sagt

ordentligt farvel.

Trykt i Politiken 30. juni, 2020

Interview i Go’ Aften Danmark (TV2)

Radiointerview Radio4

Det er 20 år siden, ulykken foran Orange Scene på Roskilde Festival fandt sted, og det er første gang, festivalen ikke afholdes, siden den dag Pearl Jam-koncerten stoppede, og 9 unge mænd mistede livet. Men i år er der ro, i år er der ingen fest. I år kan jeg få sagt ordentligt farvel til min lillebror, Lennart Tobias Nielsen, der døde den nat.

Jeg træder ind i det dunkle rum. Det eneste, jeg ser, er sengen. Han ligger på ryggen under et hvidt klæde. Jeg går til venstre rundt om sengen og nærmer mig. Jeg er ikke forberedt på, hvad jeg vil se, men der ligger han. Helt fin og intakt. Uden en skramme. I årevis drømte jeg, at han prøvede at fortælle mig, at han var blevet levende begravet.

Der er en fra hospitalet til stede i rummet, og jeg beder ham igen og igen fortælle mig, hvordan en obduktion foregår. Jeg vil vide i detaljer, hvordan den udføres, så jeg forstår, at han rent faktisk er død. Jeg venter hvert øjeblik, at han slår øjnene op og med sit flabede grin fortæller mig, at det var en joke, og smilende spørger, om vi skal se at komme af sted ud af dette rædselsfulde, kolde og kliniske rum. Men det er ikke en joke.

Jeg er 25 år, og jeg skal identificere min 21-årige lillebror.

De fleste i min generation ved, præcis hvor de var, da ulykken på Roskilde Festival fandt sted. Men ikke jeg. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg foretog mig den aften, 30. juni 2000.

Min sorg var kendt af andre, inden den var kendt af mig. Til gengæld husker jeg den følgende dag. Den morgen ringede min mormor og græd: »Tænk på de stakkels efterladte familier«, sagde hun. Hun havde selv mistet en datter, der kun nåede at blive 21 år. Hun kendte til sorg. Hverken hun eller jeg vidste på dette tidspunkt, at denne landesorg ville blive hendes på et mere personligt plan.

“Jeg begyndte at ønske,

at han var død i et trafikuheld,

så jeg kunne have min sorg

for mig selv.

Senere dagen efter ulykken på Roskilde Festival skulle jeg sammen med en veninde løbe over den nye Øresundsbro. Dronningen holdt en indvielsestale over den nye flotte bro og sagde et par mindeord om ofrene for ulykken på Roskilde, hvor 9 unge mennesker havde mistet livet. Det var en smuk tur over broen. Vandet glitterede, solen skinnede. Jeg havde ingen anelse om, at jeg lige om lidt ville blive konfronteret med en sorg, jeg ingen steder havde at gå hen med.

Veninden og jeg skulle i byen den aften. Jeg havde godt set, at min mor havde ringet flere gange. Men jeg var halvberuset, jeg skulle ud at male byen rød, jeg ville ringe tilbage næste dag. Til sidst reagerede jeg dog på de gentagne opkald. I dag er jeg bange for telefoner, der ringer om natten.

»Var han en af dem, der blev mast ihjel?«. Der gik årevis, før jeg kunne løfte blikket og se personen i øjnene og sige: »Hvordan tror du, den sætning føles at høre for en pårørende? Han var så fin og hel. Uden en skramme«.

Min sorg blev allemandseje. Når jeg delte den, fortalte folk mig, hvor de havde stået ved Orange Scene. At det let kunne have været dem. Jeg vidste aldrig, hvordan jeg skulle reagere. Jeg var ligeglad med, hvordan de havde oplevet koncerten, ulykken og de efterfølgende dage. Jeg havde rigeligt at gøre med at holde sammen på mig selv.

Det var, som om folk følte behov for at betro sig til mig og læsse af, fordi jeg rent faktisk ’kendte’ en af de døde. Mit tab blev offentligt, alle havde deres historie, de havde behov for at dele. Jeg begyndte at ønske, at han var død i et trafikuheld, så jeg kunne have min sorg for mig selv.

Kapellet var fyldt helt op. Folk stimlede sammen udenfor. Blomsterbuketterne lå ned ad midtergangen. Min mormor blev ved med at fortælle mine yngre søstre, at de skulle lade være med at træde hen over buketterne, at det bragte uheld.

Ligesom Lennart var jeg som den eneste i familien trådt ud af Jehovas Vidner. Som to forpjuskede fugle forsøgte vi begge på hver sin stavrende og famlende måde at finde vej i det nye liv, ingen havde forberedt os på.

Så der sidder jeg til begravelsen. Jeg kender ikke min brors nye venner. Og jeg deler ikke min families tro. En tro, som betyder, at ’vi sørger ikke som andre, for vi har jo håbet’. Men jeg har intet håb. Og jeg har ingen mulighed for at få sagt farvel, for min familie gør det klart, at med det forhold, min bror og jeg havde, så har jeg ingen ret til at tale ved bisættelsen.

Så jeg sidder og lytter til ord fra vennerne, der beskriver en ung mand, jeg ikke kender. Og så lytter jeg til mindeordene fra min familie, som jeg ikke har kontakt med til daglig. Ordene er filtreret igennem en religiøs retorik, som jeg kender og hader. De beskriver en version af min bror, som jeg ikke kan tilslutte mig.

Den efterfølgende tid pakker jeg avisartikler og dokumentarudsendelser ned i en sort rygsæk. Jeg pakker også min sorg væk, da jeg er kommet mig over det værste chok og ikke længere ser ham på gader og stræder eller på de diskoteker, hvor jeg prøver at leve et normalt ungdomsliv i weekenderne. Jeg kan ikke være nogen steder med den sorg. Uanset hvem jeg betror mig til, skal jeg altid forholde mig til dén persons oplevelse af ulykken på Roskilde Festival – en oplevelse og en ulykke, jeg deler med et helt land.

Men nu, 20 år efter, vil jeg gerne sige ordentligt farvel. Farvel lillebror. Du havde så meget potentiale, livet lå lige der og ventede. Ventede på, at du skulle folde dine vinger ud, finde ud af, hvem du skulle være. Det ville nok have taget lidt tid.

Når man kommer med skrammer i bagagen, så er man nogle gange nødt til at tage en ekstra omvej, før man finder den vej, der er den rigtige. Den erfaring kunne vi have delt. Sammen med mange andre erfaringer og oplevelser, som jeg ikke har nogen at dele med. Jeg troede, vi begge havde tid til at gå den vej, vi skulle. At tiden ville føre os sammen igen. I stedet vil du altid være 21 år, og imens bliver jeg ældre.

Men nu siger jeg det, jeg aldrig fik sagt til dig: Jeg ved, du ville have fundet din vej. Jeg elskede dig, uanset hvad der lå imellem os. Jeg ved, dit intellekt, din humor og din kampgejst ville have bragt dig så meget sjov, så mange oplevelser og til sidst have givet dig den ro, afklarethed og indre fred, du lige så desperat som jeg søgte.

Hvil i fred, kære lillebror.

Shu-bi-duas ´Danmark´- “de varme lande er noget lort”

Trykt i Politiken 20. Juni 2020

Radio Interview Radio4

Interview i BT

Det er jo bare for sjov. Sådan kan man sige,når man er i en privilegeret position. Men jeg tvivler på, at vi om 20 år synger med på Shubbernes ´Danmark´ med teksten “de varme lande er noget lort”.

”Skynd jer! Tænd for fjernsynet – der er fællessang på DR!” Stemmen var min svigermors. Hun forsikrede os om, at både børnene og vi voksne ville synes, det var sjovt og meget dansk. Vi var lige kommet til Danmark fra USA, hvor vi bor, og kendte ikke til denne nye danske fællessangsfredagstradition.

Svigermor forklarede, at der under coronaisolationen var opstået en ny tradition, hvor danskerne deltog i fællessang hver fredag aften. Hun og svigerfar sad sammen med resten af familien Danmark klar med kaffen foran fjernsynet.

Danmarks hyggeonkel, Mads Steffensen, tonede frem på skærmen flankeret af chefdirigent Philip Faber. Børnene genkendte straks Mads Steffensens stemme fra den Mads & Monopolet-podcast, vi lytter til søndag morgen i Seattle. Og så fik de sig ellers et syn: efter få minutter skrålede deres forældre med på – for dem – ukendte danske sange.

Det handler om mere end at synge sammen

Sangene blev ikke blot et nostalgisk møde med vores ungdom og livet i Danmark, inden vi begyndte et nyt kapitel i USA. Det blev også en kultur- og historieoplevelse for børnene. Spørgsmålene faldt oven i hinanden: ”Hvad er melodi grandprix?” ”Hvad er et kolonihavehus?”, ”Hvad er en efterskole?”

Det var så smukt, når kunstnerne takkede pædagoger og lærere for deres indsats, når der blev sagt bevingede ord om den situation, danskerne befinder sig i og skal igennem – sammen. Vi talte med børnene om synet på, hvordan man i Danmark ser på vigtigheden af fællesskabet i forhold til den fokus på individet som successkaber, vi oplever i USA.

Jeg var stolt over at komme fra et land, hvor der er så stærk en kultur, hvor ung og gammel kan samles med flag og lys og kaffe på kanden og finde fællesskab gennem sang. Jeg blev rørt over at sidde i et lille sommerhus og glide ind og føle, jeg hørte til. Jeg følte mig som en del af et fællesskab, jeg lige dér blev klar over at jeg havde savnet.

Hvis man aldrig har bevæget sig fra én klasse til en anden, fra én kultur til en anden, fra én identitetsgruppe til en anden, kan det være svært at forstå, hvordan dem uden for gruppen kan være så sarte og tyndhudede

Ugen efter sad vi igen klar foran skærmen. Men nu havde jetlaget fortaget sig, linsen og indtrykkene var renere og klarere. Tv-kameraet panorerede igen og viste folk på deres altaner og på stier langs marker, mange med flag i hænderne. Vi så igen og igen Dannebrog vejre fra villahavernes flagstænger. Det, der ugen før havde fyldt mig med glæde og stolthed, fremkaldte nu en anden følelse. For de, der stod på deres altaner og langs stier ved mark og eng lignede alle sammen hinanden. Den eneste diversitet, jeg så, var at folk var samlet på tværs af aldersforskelle. Det gik op for mig, at ”Fællessang – hver for sig” samler én bestemt befolkningsgruppe. Det er et sammenhold for de udvalgte, for de, der kender og er vokset op med koderne. Og det gør det ekskluderende.

At dømme efter interviewet med repræsentanter for diverse trossamfund i løbet af fællessangsprogrammet og den blandede blomsterbuket af kunstnere, der optræder, må der ligge et ønske fra DRs side om at favne Danmark, som det ser ud i dag. Men projektet lykkes ikke. Det når ikke ud over redaktionsmødets gode intentioner.

Derfor er det også så ærgerligt, at Danmarks stolthed, sportsudøverne, som et samlet korps, valgte lige netop Shu-bi-dua-sangen ”Danmark”. For den blev repræsentation for fællessangen som alt andet end et fælles projekt. Det bliver ikke mindre ærgerligt af, at sangen ifølge Mads Steffensen er Danmarks uofficielle nationalsang.

Jeg er godt klar over, at Shu-bi-duas tekster er ment ironisk og med et glimt i øjet, jeg kender godt til den debat, feministerne i sin tid fremsagde, pga. teksten ”du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov”. Men jeg vil alligevel vove den påstand, at vi om 20 år ikke længere synger med på Shubbernes  ”Danmark”, hvor noget af teksten lyder: ”Der findes andre mennesker end dem der er danske. De bor i huler og slås hele dagen. Det har vi li´godt aldrig nogensinde gjort. De varme lande er noget lort.”

De linjer fik mine børn til at se forskrækkede på os. I USA ville en sådan tekst være fuldstændig uhørt og blive betragtet som decideret racistisk. Mine dansk-amerikanske børns rader for, hvad der er acceptabelt sprogbrug er meget fintfølende, det har jeg flere gange selv mærket. Jeg vedkender gerne, at man i USA har taget den politiske korrekte tone for langt. Det kan i sidste ende skade ytringsfriheden, se blot på, hvordan pensum på mange amerikanske universiteter censureres og udvandes i misforstået hensyntagen til især religiøse gruppers sarte verdensforståelse.

Men at dømme det panorerende kamera under sangen, var det sjovt. Og bevares, de er sjovt for medlemmerne af de, der er med i klubben af danskere, der har deres aner solidt funderet i den danske muld – jeg tvivler på, at det opfattes som lige så sjovt for de, der rent faktisk er kommet til Danmark fra varmere himmelstrøg eller deres efterkommere.

Hav dog lidt humor! Tag ikke tingene så alvorligt. Det er jo bare for sjovt

Sådan kan man sige, når man er i en privilegeret position. Sådan kan man sige, når man er immun overfor, hvordan minoriteter, og her tænker jeg ikke kun på race og religion men også på kvinder, klasser osv., til alle tider har måttet og stadig må kæmpe for at bryde stigma. Hvis man aldrig har bevæget sig fra én klasse til en anden, fra én kultur til en anden, fra én identitetsgruppe til en anden kan det være svært at forstå, hvordan dem uden for gruppen kan være så sarte og tyndhudede.

Derfor bliver dén homogenitet, vi har i Danmark nemt til selvtilstrækkelighed og ignorance, hvis det uden omtanke blot tages for givet, at enhver kan være med på de præmisser, der end ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det blev klart for mig fredag aften foran Tv-skærmen.

”Skik følge eller land fly, kan du ikke lide lugten i bageriet” osv. Dét har jeg selv levet efter som udenlandsdansker, og det er selvfølgelig op til de, der står udenfor at gøre alt, hvad de kan for at tilpasse sig og forstå fællesskabet. Men dét, jeg elsker og holder af ved mit fædreland er samtidig dét, der virker provinsielt ignorant.

Kan man bevare et kulturelt og identitetsfællesskab, der bygger på én befolkningsgruppe med fælles kulturel identitet samtidig med at man giver plads – med alt hvad det indebærer, også hvis det kræver at det, der hidtil har været opfattet som identitetsskabende sangskatte, skrottes til fordel for sange, der ikke støder den gruppe, man prøver at invitere ind i fællesskabet?

Jeg ved af personlig erfaring, hvor tilfredsstillende det er at føle sig som en del af et fællesskab. Hvordan det føles at kende koderne, at færdes ubesværet inden for nogle rammer, som klart definerer et os og et dem. Som tidligere Jehovas Vidne har jeg oplevet, hvor tilfredsstillende det kan være, når man passer ind og ubesværet kan begå sig på fællesskabets lingo. Men jeg har også oplevet, hvordan det føles at stå udenfor, hvordan det føles at gøre sit yderste for at passe ind og lære et nyt sprog i form af omgangsformer og levevis. Det er hårdt arbejde – og det er nemmere, når der bliver rakt en inviterende hånd ud, end når man møder en hånlig joke.

Den ubevidste bias, der ligger i at alle sidder med et stort smil på læben og skråler ”de varme lande er noget lort!” er så langt fra den selvforståelse, de fleste danskere identificerer sig med. I Danmark er det åbenbart ikke gået op for flertallet, at resultatet af et globaliseret samfund betyder, at for at være inkluderende, må majoritetskulturen afgive plads med fokus på fællessang og ikke et – hver for sig.

At rejse 30 timer fra USA til Danmark var som at rejse fra én planet til en anden

Trykt i Jyllands Posten 25. Maj 2020

Den amerikanske håndtering af coronakrisen har været en katastrofe, og en 30 timers flyvetur til Danmark viser tydeligt forskellen på, hvordan krisen er blevet grebet an. Mette Frederiksens kløgtige strategi har bragt danskerne et helt andet og trygt sted hen end amerikanerne.

Det var med hjertet i halsen at vores familie i sidste uge tog fra Seattle til Danmark. Når man har været i isolation så længe, som vi har, ser verden udenfor farlig ud. Måske farligere end den egentlig er. Men pga. akut sygdom i den nærmeste familie, besluttede vi os for, at vi alle skulle tage af sted. Dels fandt vi det vigtigt at hvert enkelt familiemedlem fik lov at gennemleve de følelser, der skal gennemleves, dels havde vi ikke megen lyst til at dele os op i hver vores verdensdel sådan som situationen i USA, hvor vi bor på 9. år, ser ud for tiden. Desuden er udviklingen siden Corona kom til USA i februar gået så stærkt, det er ikke til at sige, hvordan den ser ud om en måned eller to.

At rejse fra Seattle til København viste sig ikke alene at være noget vanskeligere end normalt, oplevelsen var så surrealistisk at vi lige så godt kunne have rejst fra én planet til en anden. I virkeligheden var den et billede på, hvordan USA og Danmark håndterer Coronakrisen forskelligt, og hvad det har betydet for, hvor de to lande befinder sig i forhold til at komme ud på den anden side, økonomisk og menneskeligt.

Det så fuldstændigt absurd ud. Dér ved gate B7 i LAX (Los Angeles International Airport), længst væk fra alle andre på de 2 yderste sæder i venteområdet, sad to passagerer, begge iført beskyttelsesdragter fra top til tå. De ventede på at boarde det samme fly som os. De var iført hvide heldragter, visir, N-95 hospitalsmasker med filtrer. Deres hår var gemt under hætten på de hvide dragter, og de havde blå plasticovertrækssko på og matchende blå handsker. Jeg gloede fascineret. Hvad får én til at gå så langt, selv i denne tid, hvor mere end 90.000 mennesker er døde i det land, de og vi var på vej væk fra?

Alle i lufthavnen bar masker, de fleste hjemmelavede, det er umuligt at opdrive hospitalsmasker i USA. Folk stod og sad med 2 meters mellemrum. Der var meget stille ved gaten, ikke kun fordi lufthavnen var næsten mennesketom. Ingen talte sammen, ingen talte i mobiltelefon, maskerne gør verden til et stille sted.

Imens sad de to hvidklædte i deres beskyttelsesdragter og skilte sig ud, fuldstændigt upåvirkede af, at de lignede noget, der lige var trådt ud af en operationsstue eller et filmstudie. De sad opslugte af deres mobiltelefoner, som de navigerede rundt på med deres handskebeklædte hænder. Mellem den hvide dragt og de blå overtrækssko tittede en ankel frem. Mon dragten er lige så effektiv, hvis der ikke er forsegling mellem den verden, personen prøver at beskytte sig imod og kroppen den skal beskytte?

Både SeaTac (Seattle-Tacoma International Airport) og LAX var næsten mennesketomme. Ingen kø ved security, ingen kø ved toiletterne, ikke noget med at gå i gåsegang til terminalen. Alle bar masker, rengøringspersonale, securitypersonale, stewardesser, piloter. Høj som lav.

I Amsterdam var situationen markant anderledes. Lufthavnsansatte stod i små grupper og sludrede og grinede på hollandsk. Ca. halvdelen af personale og passagerer bar maske. Der blev holdt afstand, men stemningen var en helt anden end den, vi kom fra i USA. Der blev smilet, vi blev hjulpet videre igennem den lange lufthavnspassage, hvor 2 timer lige præcis er nok til at nå fra den ene ende til den anden.

I Kastrup Lufthavn bar stort set ingen maske, hverken rejsende eller lufthavnspersonalet. Tværtimod blev der kigget nysgerrigt på os, da vi gik igennem lufthavnen med vores masker. Der blev smilet og vi blev budt velkommen ´hjem´ efter vi havde vist vores rødbedefarvede pas til kontrolløren, der jokede med yngstebarnet og ønskede ham tillykke med fødselsdagen et par dage efter. At holde afstand tog ingen rigtigt alvorligt. Personalet, der kom ind til pause og skulle købe hotdogs, kaffe og sodavand i den kiosk, vi ivrigt var søgt imod i jagten på den savnede danske slik, stod tæt og grinede og snakkede. Ungerne spurgte forundret om der ikke var ´social distancing´ i Danmark.

Jeg bor i delstaten Washington, hvor USA’s første coronasmittede blev registreret. Du husker nok, at Trump sagde, vi i USA havde en 10-15 tilfælde og at virus ville forsvinde som ved et mirakel. Det gjorde den ikke, tværtimod. Efter kort tid, pakkede journalisterne deres mikrofoner og kameraer sammen, som de havde stillet uden for det plejehjem få kilometer fra mit hjem, hvor USA’s første coronadødsfald blev registreret. Derefter tog journalisterne til New York, der stod over for det vi nu ved er mere end 20.000 dødsfald som følge af Covid-19.

“Jeg er ikke socialdemokrat,

men Mette Frederiksen har

med kløgt og koldt hoved na-

vigeret Danmark sikkert ud af

den første fase af pandemien

uden for mange menneskeliv

eller økonomiske konsekven-

ser. Det samme kan langt fra siges om Donald Trump.

Når jeg ser på, hvordan Danmark har håndteret Coronakrisen i forhold til USA, så er de 30 timer, det tog vores lille familie at komme fra den ene verdensdel til den anden et ret præcist billede af, hvor stor forskel der er på, hvordan stemningen i en befolkning er et udtryk for, hvor succesfuld den politiske ledelse opfattes som værende af befolkningen.

For det viser sig jo, at den katastrofe det var, at de amerikanske sundhedsmyndigheder (CDC) sendte Coronatests, der var så fejlbehæftede, at de måtte sendes tilbage, blot var én førstefatal fejl ud af en lang række, der fik betydning for, hvordan krisen udviklede sig og blev håndteret.

Det korte af det lange er at håndteringen af Coronakrisen i USA har været en katastrofe. Tallene taler deres helt eget forfærdelige og tydelige sprog – og her taler jeg ikke om alle de tests, som Trump er så stolt af at have foretaget men om de dødsfald, som alle har et ansigt og en familie, der sørger over dem.

I mangel på kompetent central ledelse og fælles fodslag har de desperate Demokratiske guvernører forsøgt at skabe indbyrdes alliancer og navigere samtidig med, at en dødbringende virus hærger. Håndteringen af krisen har vist sig at have partifarve. De tyndt befolkede, og ofte Republikanske stater, har valgt at åbne cafeer, restauranter og skoler på trods af at mange af dem ikke har set en nedadgående tendens i antallet af borgere, der tester positivt. I disse stater vægter økonomi åbenbart højere end menneskeliv. Omvendt reagerer de Demokratisk ledede stater med forsigtighed og understreger igen og igen at deres beslutning om en langsom åbning og tilbagevenden til en ny form for normal bygger på videnskab og fakta.

Jeg håber sådan, at amerikanerne efter denne åbenlyse mangel på ansvarlighed og medmenneskelighed ved næste præsidentvalg til november forstår, hvor vigtigt det er, at have en kompetent leder i front. En leder, der har den intellektuelle kapacitet og empati til at træffe beslutninger, der er til gavn for befolkningen som helhed og ikke kun for den base, Trump så ihærdigt prøver at holde på.

Jeg er ikke Socialdemokrat, men Mette Frederiksen har med kløgt og koldt hoved navigeret Danmark sikkert ud af den første fase af pandemien uden for mange menneskeliv eller økonomiske konsekvenser. Det samme kan langt fra siges om Donald Trump.

En af de store forskelle mellem Danmark og USA er statens hensyn til medborgere og at omsorg for ældre og syge vejer tungere i Danmark end det gør i USA, hvor det glorificerede princip om, at enhver er sin egen lykkes smed i krisetider de facto betyder, at enhver kæmper for sig selv. Og derfor sidder der nu i diverse amerikanske lufthavne skrækslagne og paniske amerikanske statsborgere som i mangel på almindelig sund fornuft ifører sig hospitalsmasker og beskyttelsesdragter.

Politikere løber fra ansvaret for kloge børn

Trykt i Jyllands-Posten, 29. december, 2019

De klogeste børn betaler en høj pris, når Pernille Rosenkrantz-Theil hellere vil bruge penge på at løfte folkeskolen generelt end på dem. Holdningen er blind over for de udfordringer, som mange intelligente børn har.

Vidste du, at højt intelligente børn og unge, der ikke får den læring, de har behov for, har en højere selvmordsrate end andre børn og unge? Vidste du, at de lider mere af angst og depression, at de føler sig ensomme og misforståede, at de har en større sandsynlighed for at droppe ud af videregående uddannelser?

“Kunne det tænkes, at en faktabaseret forkert

forudindtaget holdning om og til børn og unge

med høj intelligens står i vejen for den trivsel,

som alle børn har ret til?

Børrne- og Undervisninsminister Pernille Rosenkrantz-Teil (S) lukker en særlig talentenhed, der skulle støtte undervisningen af de dygtigste elever. Må jeg blot i parentes bemærke, at det ikke nødvendigvis er de elever med den højeste iq, der skiller sig ud i en klasse som de dygtigste.

Den gængse holdning er, at højtintelligente børn er stærke børn, der nok skal klare sig. Men forsking og statistik taler et andet sprog (note). Et sprog, politikere i årevis har lukket øjne og ører for. Desværre betaler minoritetsgruppen af af højtintelligente børn og unge prisen for politikernes indstilling.

Alment anerkendt forskning (note) peger på, at der i en vestlig befolkning er 2%, der har en IQ på 135 og derover. Disse børn har et umådeligt potentiale, men de er også umådeligt sårbare, hvis de ikke får den undervisning, de har brug for, og hvis de ikke møder andre børn og unge, de kan identificere sig med.

Ligesom børn med talevanskeligheder har brug for højt specialiserede talepædagoger og børn med ordblindhed har brug for specialuddannede professionelle indenfor netop dette felt, så har børn med høj intelligens også behov for spcialuddannede lærere med viden om, hvordan disse børns hjerner fungerer og lærer bedst.

Jeg bor i en forstad til Seattle og har 2 børn, der begge er i det, der her hedder AL (Advanced Lerning), bedre kendt som the gifted program. Desuden sidder jeg i en forælderforening under skolebestyrelsen, hvor jeg repræsenterer børn med høj IQ kombineret med en indlæringsvanskelighed. Ja, du læste rigtigt: man kan have en høj IQ og samtidig have indlæringsvanskeligheder, fx syns- og hørehandikap, ADHD, autisme mv. Disse børn bliver på grund af deres handikap sjældent, selv ikke af deres lærere, identificeret som højt intelligente med særlige intellektuelle behov for læring.

Det program, mine børn går i er et systematiseret undervisningsforløb fra 1.-udgangen af gymnasiet for børn med en høj IQ. De børn, der tester i de højeste 2% tilbydes en plads i en klasse med jævnaldrende, der ligeledes har en høj IQ. Lærerne i dette program er uddannede med en specialviden om undervisning af denne gruppe.

Det har været noget af en omvæltning at komme her til Seattleområdet med vores danske kulturelle baggrund og blive hvirvlet ind i en helt anden indstilling till undervisning end den, vi havde med os. Men den betydning, det har haft på vores børn er den overvejende grund til, at jeg skriver disse linjer.

Da vi kom til USA, valgte vi bevidst en børnehave, der fokuserede på læring gennem leg. Det var jo det, vi var vant til fra Danmark, det var det, vi troede fungerede for vores datter. Inden vores datter testede ind i programmet, klagede hun over, at hun ikke kunne finde nogen at lege med, at børnene i hendes klasse havde helt andre interesser, at de talte om ting, hun syntes var kedelige.

Min datter oplever stadig at være anderledes, fx når hun går til forskellige fritidsaktiviteter. Det er ok, hun skal også lære, at ikke alle tænker og oplever verden som hende. Forskellen er, at hun nu går i en klasse, hvor hun blot er én ud at 30, der oplever verden og ser nuancer, som hun gør. Børnene er ikke ens, blot fordi de alle har en høj IQ, tværtimod, men kognitivt fungerer de på en anden måde, de lærer anderledes end den gængse. Møder man ikke disse behov, risikerer man, at marginalisere og kvæle en gruppe, der kunne trives og blomstre.

Og så er der min søn. Ham ville de færreste have udpeget som højt intelligent. Han har mit hjerteblod, for han har flere odds imod sig, Han har et synshandikap, har ADHD og har en høj intelligens (140+). Hverken vi som forældre eller hans lærer havde udpeget ham som havende specielle behov for læring ud over, hvad der havde med hans syn at gøre.

For begge børn betyder deres muligheder for at få speciel undervisning særligt tilrettelagt deres høje IQ flere ting. De trives bedre socialt, fordi de ikke føler sig anderledes, ikke føler sig forkerte. Identifikationen er så umådelig vigtig, trives man ikke socialt er al anden læring vanskelig.

Og så er der den akademiske læring. Med mine danske briller, frygtede jeg, at programmet her var identist med børn, der sad bag en række små skolepulte, hvor de terpede udenadslære og løste det ene vanskelige matematiske stykke efter det andet. Men virkeligheden er en helt anden. Børn med høj intelligens er jo stadig børn, og det forstår lærerne. Så da min datter i 4. klasse skulle lave en boganalyse, hvor tema og personkarakteristik var en del af opgaven, kombinerede læreren det med en opgave, hvor analysen kom hjem som en dodekahedron, som indeholdt både analyse og farverige illustrationer. At lære på et højt niveau kan sagtens kombineres med at få lov til at være barn, det er blot et udtryk for at blive set og mødt der, hvor man er. Noget alle børn bør have ret til.   

Når ministeren foreslår, at den enkelte lærer skal have ansvaret for at tilvejebringe stimulerende undervisning til de højtintelligente børn, er det en ansvarsforflygtigelse, og forslaget går imod bedre vidende. Der er flere problematiske faktorer, denne tilgang ikke tager i betragtning.

For det første tilsidesætter den alle børns behov for at fungere socialt, for at kunne identificere sig med ligesindede. Det kan man ikke, hvis man aldrig får lov til at lære sammen med andre børn, der fungerer kognitivt på samme måde som en selv.

For det andet, så bør ansvaret for de højtbegavede børns læring systematiseres, så man får den samme undervisning uanset, hvor i landet, man går i skole.

For det tredje er det påvist (note), at mange lærere på grund af deres egne bias opretholder et stigma om disse børn og derfor ikke er indstillede på og motierede til at udarbejde særlige læringsplaner for dem. Er særligt lærerkorps med interesse for denne gruppe af børn og unge ville medvirke til, at børnene blev mødt at en voksen, der både menneskeligt og akademisk var motiveret.

Børn med høj intelligens er lige så forskellige som andre børn. De interesserer sig for forskellige ting, nøjagtigt som almindeligt begavede børn. Men i forhold til normaltbegavede børn, har de ofte en asynkron udvikling, der betyder, at de intellektuelt kan være flere år forud for børn på deres egen aldre men at de motorisk og socialt kan være flere år bagud. At placere højtbegavede børn med en ældre gruppe børn og unge ved at rykke dem et klassetrin op, kan gøre disse børn endnu mere sårbare, end de allerede er.

Danmark er et gennemreguleret land, der tager hånd om især borgere med særlige behov, og det er godt. Desværre er der ikke den store interesse for at varetage denne minoritetsgruppes behov. Selv ministeren, der vel ret beset burde være på børnenes side, udviser en problematisk uvidenhed ved sin nedladende henvisning til, at de da helt sikkert vil kunne få ”hjerneguf” i deres almene klasselokale. Kunne det tænkes, at en faktabaseret forkert forudindtaget holdning om og til børn og unge med høj intelligens står i vejen for den trivsel alle børn har ret til?

Da jeg konfronterede narkohandleren, blev den summende metrostation helt stille. Pludselig kunne jeg se, hvordan mit land har forandret sig

Trykt i Berlingske Tidende d. 13. Oktober 2019

Radio Debat i Rushys Roulette på Radio 24/7

En solskinsdag i metroen opdagede jeg, hvor meget Danmark har forandret sig, mens jeg har boet i udlandet.

En sommersolskinsdag ville Desiree M. Ohrbeck vise sine børn friluftsbadet ved Islands Brygge, men en oplevelse i metroen ændrede stemningen.Foto: Linda Kastrup

KRONIK

Desiree M. Ohrbeck, cand.mag. i dansk og historie samt tidl. sendelektor, University of Washington, Seattle

Kan du huske den danske sangerinde Natasja? Hun er bl.a. kendt for sangen »Gi’ mig Danmark tilbage«.

Jeg bor i USA, det har jeg gjort i næsten ni år. Mine to børn havde ikke været i Danmark i halvandet år, denne sommer var vi i København, og på en sommersolskinsdag ville jeg vise dem friluftsbadet ved Islands Brygge. Jeg havde planlagt at tage metroen med ungerne, en for dem eksotisk oplevelse.

Kupeen er fuld, sommerferien synger på sidste vers. Ét sæde er frit, det lige foran mine børn. Jeg sidder på sædet bag dem. På en station kommer en ung mand slentrende ind med sin telefon oppe ved øret, han sætter sig på rækken foran mine børn og vender sig, så han har front mod dem. Og så fortsætter han telefonsamtalen, som tydeligt handler om at sælge stoffer. Alle hører, hvad han kan tilbyde næste gang, personen i den anden ende får brug for noget.

Ingen siger noget, faktisk dukker folk nakken yderligere over deres telefoner i et uniformt ryk, da det bliver klart, hvad der foregår. Jeg bliver vred, det her er ikke det Danmark, jeg har set frem til stolt at vise børnene. Jeg kigger insisterende på den unge mand, men han hverken sænker stemmen eller vender sig væk. Tværtimod gengælder han mit blik uden den mindste flakken.

Da han går forbi mig for at forlade kupeen, siger jeg: »Måske skulle du tænke på, at der er børn til stede, når du fører sådan nogle samtaler.« Han svarer: »Det tænker jeg sgu ikke så meget på,« hvortil jeg svarer: »Nej, men det skulle du måske!«

På Islands Brygge Station siger min ni-årige: »Mommy, det er ham fra metroen.«

Jeg svarer: »Ja.«

Og så tænder han helt af, den unge mand: »Hvad er dit problem, dame?« snerrer han.

Jeg vurderer situationen i forhold til min og børnenes sikkerhed. Jeg ved, at jeg skal tale højt, pådrage mig opmærksomhed. Jeg regner også med, at han vil reagere på, at jeg nævner ære og familie, han er mellemøstlig af udseende, som det vist hedder. Så jeg siger højt: »Du sidder og dealer drugs i metroen foran mine børn. Dét er mit problem! Hvordan ville du føle, hvis nogen gjorde det foran din søster?« Den summende metrostation bliver på ét sekund helt stille.

Han flyver op i hovedet på mig med en strakt pegefinger: »Du kan ikke bevise noget, jeg har ingenting på mig. Vil du måske ringe til politiet?« Han vender vrangen ud af bukselommerne og går truende tættere på mig, mens han læner sig ind over mig. Jeg holder min arm strakt ud, håndfladen vender fladt mod ham. Jeg ved, at en fremstrakt håndflade i visse kredse er en provokation, men jeg ønsker at markere, at jeg er den stærkeste.

»Du skal ikke stå med fingeren oppe i hovedet på mig! Og ja, det skulle være min største fornøjelse at ringe til politiet – jeg er sikker på, at de kender dig i forvejen!«

Berlingske modtog for en uge siden et kronikforslag fra danske Desiree M. Ohrbeck, der er bosat i USA. I kronikken omtaler Desiree M. Ohrbeck en episode i metroen i København, som fandt sted under hendes besøg i Danmark denne sommer.

Berlingske har fået episoden bekræftet af det ældste af Desiree M. Ohrbecks to børn, der var med i metroen den pågældende dag. Berlingske har desuden talt med en veninde til Desiree M. Ohrbeck, der ligeledes bekræfter, at episoden var et samtaleemne, da de senere samme dag mødtes.

Jeg trækker min telefon frem, men indser at jeg ikke vil være i stand til at ringe til politiet. Jeg er bange, og min hjerne kan med ét ikke huske min pinkode til telefonen eller nummeret til det danske politi. Mine knæskaller vibrerer voldsomt. Jeg ved, at mine rystende hænder vil afsløre mig, men jeg vil have ham til at forsvinde, og jeg vil ikke vige. Så jeg holder krampagtigt fast i telefonen.

»Din fucking kartoffel, din fucking dame…« mere hører jeg ikke.

»Du skal ikke tale sådan til en voksen kvinde! Hvad bilder du dig ind!« får jeg sagt med dyb, høj og vred stemme. Han vender sig og hopper ind i en modkørende Metro, tilbage i samme retning, han kom fra. Det er slut, stationen vågner til live igen. En dame siger ud gennem mundvigen: »Godt sagt.«

På vej til Islands Brygge Friluftsbad får jeg en snak med mine børn, sådan har de aldrig set deres mor før. Min yngste sagde: »Mommy, hvis han havde slået dig, så havde jeg…« og så må vi have en snak om, at det her var min kamp, ikke hans. Og en snak om, at når man ser noget, der ikke er i orden, så skal man sige fra.

Efter at have diskuteret optrinnet med mine veninder, er der flere ting, jeg ikke forstår. Samtlige veninder, skønne, veluddannede og oplyste kvinder sagde, at de ikke ville have sagt eller gjort noget. At det er en del af at leve i en storby, at de elsker mangfoldigheden, og at typer som han er en del af prisen. At det potentielt kunne være farligt at blande sig, at man skal ignorere optrin som dette.

Men det er simpelthen for letkøbt!

»Når jeg stiller spørgsmål, der handler om integration, er der stort set ingen i min danske omgangskreds, der vil tale om, at der er problemer.«


På vores danmarksferie har vi siddet til mange middagsselskaber og diskuteret politik, men når talen falder på Danmark og de små, men over tid store ændringer, jeg ser i bybilledet, når vi er på besøg i Danmark, ændrer stemningen sig. Mine veninder enten vrider og vender sig eller har langhårede argumenter for, hvorfor situationen er, som den er i forhold til de forholdsregler, der har sneget sig ind i den adfærd, de udviser i det offentlige rum og de dårlige tal mht. integration på så mange parametre.

Når jeg stiller spørgsmål, der handler om integration, er der stort set ingen i min danske omgangskreds, der vil tale om, at der er problemer. Udfordringer, der i min optik har at gøre med en samfundsændring fra en homogen masse med kulturelle fælles referencerammer til en mere kulturelt mangfoldig befolkningssammensætning – nogle slår det ligefrem hen og anfægter tallenes klare sprog.

Jeg tror, at det, jeg oplevede en almindelig hverdagseftermiddag i metroen i København, er sigende for den udvikling, danskerne har så stor en berøringsangst over for. Jeg bliver frustreret, når jeg til de føromtalte middagsselskaber hører danskerne pudse deres fjer og galpe op om, hvor fantastisk en velfærdsstat, de er en del af, hvor rigtigt skruet sammen den danske model er, hvor meget resten af verden kunne lære.

For godt nok har folk de helt »rigtige« værdier og er i teorien rummende, men når det kommer til stykket, tør de ikke stå op for disse værdier. Heller ikke på en metrostation fuld af mennesker.

Tænk, hvis folk havde sagt: »Hey, makker, det der må du hellere få ordnet et andet sted.« Hvis den unge mand ikke er vant til at komme uden for den subkultur, jeg formoder han til daglig slår sine folder i, er det da lige præcis i sådanne situationer, at danskernes stolthed over deres værdier skal komme til udtryk. Hvis ingen føler sig tilskyndet til at sige fra, er det, at situationen kan komme ud af kontrol og blive farlig.

»Det handler om almindelig, ordentlig, accepteret opførsel. «


Samtidig er der frygten for at skille sig ud fra mængden ved at blande sig. Det er så dansk at føle sig tryg, når man er en del af massen, vi er jantelovssocialiseret til, at det er negativt at skille sig ud, også selvom det betyder at skille sig ud ved at sige fra.

Frygten for at blive stemplet

Og så er der, måske vigtigst, berøringsangsten for at blive stemplet som racist, for han havde jo ikke lyst hår og blå øjne, manden i metroen. Desværre, for ja, jeg ville have reageret på præcis samme måde, hvis han havde lignet en almindelig blåøjet kartoffelspisende dansker. For mig handler det ikke om hudfarve, kultur eller religion. Det handler om almindelig, ordentlig, accepteret opførsel.

Hvis der er en konsensus om, at der er visse ting, som ikke accepteres i det åbne, offentlige rum, sker der måske en masseopdragelse fra majoritetssamfundets side. Hvis Danmark ikke snart vågner op og tør stå op for de principper og den høje moral, som danskerne i venners trygge lag omkring de veltildækkede middagsborde klapper hinanden på skuldrene over, tør jeg ikke tænke på, hvordan samfundet ser ud næste gang, jeg tager mine unger på tur en sommersolskinseftermiddag i København.

Så »hey, Danmark, hvad sker der for dig? Jeg savner dig, jeg vil ha´ dig tilbage li´som i de gamle dage, hvor … man mente, hvad man sagde.