Er det med vilje, du kun har én sok på?

Fordomme og virkelighed – en helt almindelig morgen med en ADHD´er

Læs hele bloggen her:

Did you mean to only wear one sock to school today?

Prejudice and reality – an everyday morning with an ADHD kid

October is ADHD awareness month.

There are many misconceptions about ADHD. Some people think that ADHD is all about overly energetic kids, mostly boys. That ADHD is something young people with a challenged childhood have, that the kids end up getting themselves into trouble, that many turn out to be drug addicts. Many think that people with ADHD are not as intelligent as others.

There are so many prejudices, so many misconceptions. Recently, focus have turned to adults with ADHD. Several high profile Danes, including former secretary Manu Sareen and former Baroness Caroline Fleming have shared their stories about living with ADHD.

Did you mean to only wear one sock to school today?, my husband asks on the way out the door before driving the kids to school. My son is balancing on the edge of one of the steps on our stairs while looking down at his feet. Oh, I forgot the other one, he says, running up to put on the other sock.

I did everything I was supposed to, he says. And then we review his list for the morning. Do you have your backpack? Is today library day, did you remember your clarinet for band, do you have P.E.? Do you have your lunch box, your jacket, your glasses, your face mask? Did you eat breakfast, brush your teeth, feed the dog? Every day we run through the list, every day there is something he forgot.

If we get annoyed with him, he does not understand why we are so angry with him. And interacting with him has to be in a calm voice, loud sounds are unpleasant, so raising our voices it is completely out of the question. In fact, his hearing is so good that before Covid, we would always bring earplugs when going to the cinema.

He does not do mean to forget things or not hear what we and the teachers just said. He simply did not hear it. So, I tap him gently on the shoulder or click my nails on the table in front of him, ask him if he heard what I just said, ask him to repeat what I asked him.

He is 11, but in some areas he is much younger. In others, he is on par with a young high school boy. It can be very confusing to navigate this universe as a parent and it takes some practice to figure out which age group matches which competencies. Executive functioning skills is a fraise, I and other ADHD parents have come to learn and understand.

Do you have something stuck in your ears, I often said to my son before I found out he had ADHD. He easily gets distracted – by a thought in his head, by a sound at the other end of the room, a funny remark he heard on The Simpsons yesterday or by a bird outside the window – and meanwhile his brain is not present in the conversation, I thought we were having.

It is as if several television programs are running at once and that I have to follow them all, he once explained. If that’s the way ADHD feels, then I’m actually pretty impressed with how he gets through the weekdays without major altercations and half-finished school assignments.

Sorry, I did not hear you, he often says. The strange thing is that there are things he remembers quite clearly. The things he remembers are things he has an interest in. The kid is a walking Simpsons dictionary and can unravel mathematical formulas I do not even remember ever learning.

But when he has to do things he has no interest in, which the rest of us have learned to do because that is part of everyday life, he will finish partially, before something distracts him and he turns to something other than what he was doing.

For a long time I thought he was trying to provoke us and his teachers that he would not do what he was told because of laziness. That was before I learned about his diagnosis. It turns out that ADHD’ers have an eminent ability to remember and focus when something is going on around them if they are interest in that thing or topic.

It is confusing for the neurotypical world to understand how these kids can both be so “sloppy” and at the same time so extremely knowledgeable. This has led many to believe that people with ADHD simply do not bother. But that is far from the truth. They work twice as hard as others to achieve the exact same thing as neurotypical children and adults.

Fortunately, the human spices is adaptable, so people with ADHD learn accommodate when they face challenges. If they are lucky enough to have a combination of ADHD and a high IQ, and if they get the help and support they need, she sky is the limit. Kids with ADHD and a high IQ have the potential to become excellent researchers, engineers, surgeons, etc. – all jobs where the ability to focus is essential.

So when my son in a few minutes comes home from swim practice without his flip-flops, forgets to take his wet towel out of his bag and doesn´t take his lunch box out of his backpack, most likely forgot something at school, including his raincoat, and while talking about four different topics with 150 miles/hour, with no thought of whether or not he is interrupting me in the middle of something, I will take a deep breath. And then, I will spread my arms out. Because if there is one thing that many ADHD’ers are known for, it is their need for physical touch.  And that part, I enjoy every single day. Because my beautiful, easily distractible, impulsive, always testing boundries, curious son, gives the world’s the best hugs.

Happy ADHD awareness month, everybody!

Vi hjælper gerne minoriteter – bare ikke, hvis de er højt intelligente

Kronik i Jyllands-Posten 4. september, 2020

Børn med høj intelligens er ofte sårbare og har særlige behov, som skolesystemet ikke er dygtigt nok til at tage sig af.

[object Object]

Danmark er kendt for at tage sig af de svageste. Det er godt, sådan skal det være i et velfærdssamfund. Men én minoritetsgruppe vil vi partout ikke hjælpe, uanset hvilken pris disse udsatte børn og unge betaler i form af lavt selvværd, angst og depression.

Pernille Rozenkrantz-Theil (S) burde stå på børnenes hold, men der er åbenbart forskel på, hvilke minoriteter det er værd at støtte. For i december 2019 lukkede ministeren ned for en enhed, der skulle se på kloge børns undervisningsbehov.

Jeg har selv set resultaterne af børns mistrivsel. Jeg bor i en forstad til Seattle og har to børn, der begge nu er i det, der her hedder AL (Advanced Learning), bedre kendt som the gifted program . Jeg sidder i en forældreforening under skolebestyrelsen, hvor jeg repræsenterer børn med høj iq kombineret med en indlæringsvanskelighed. Ja, du læste rigtigt: Man kan have en høj iq og samtidig have indlæringsvanskeligheder, f.eks. syns- og hørehandicap, adhd, autisme mv. Disse børn bliver på grund af deres handicap sjældent identificeret som højt intelligente med særlige intellektuelle behov for læring.

Intelligente børn er sårbare børn med særlige behov for læring

Der er hverken i det offentlige danske skolesystem eller i den almene befolkning opbakning til systematiserede foranstaltninger og særlig hjælp til børn med høj intelligens. De slaver det ene år efter det andet væk i deres skolegang. Joh, Jante lever skam i Danmark i bedste velgående. Vi vil hellere mase de små spirende poder ind i en form, der er lavet, så det passer til det gennemsnitlige skolebarn. Vi har stor sympati for de børn, der ligger i begyndelsen af klokkekurven – altså under gennemsnittet, mens de, der ligger i den anden ende af kurven – over gennemsnittet, må klare sig selv. Der er lige mange børn på hver side af kurven – så hvorfor behandles børn, der falder uden for normalen, ikke ens? Disse børn har særlige behov. Og det skal vi i den almene gruppe snart forstå, så vi kan støtte og hjælpe deres trivsel.

Mange højintelligente børn har det svært. Rigtigt svært. De mistrives og bliver misforstået igennem hele deres skolegang. Mange risikerer aldrig at fuldføre en uddannelse, der er en overrepræsentation af unge, der falder fra deres uddannelse i gruppen. Gruppen er desuden i risiko for angst og depression, og de er overrepræsenterede i selvmordsstatistikkerne. Så er det så underligt, at jeg råber op om børnenes behov, når jeg nu kender til statistikkerne?

Forudindfattede holdninger gør det endnu sværere for børnene

Det overrasker mig ikke, at ny forskning viser, at danske læger og psykologer i mange tilfælde, et ud af tre, overser, at de har at gøre med højintelligente børn, når de udreder børn, der mistrives i skolen. Psykologerne og lægerne er jo selv et produkt af det danske samfunds tankegang – og indtil for nylig har højintelligente børns behov ikke været en del af agendaen.

Jeg har mødt adskillige danske lærere og læger, der har en enorm bias, når det handler om at tage særlige hensyn til intelligente børns læringsbehov. Den gængse respons er, at disse børn skal lære at klare sig med andre børn, at de ikke har behov, der adskiller sig fra andre børns behov.

Hvis man keder sig er der større risiko for, at man laver ballade

Mange højintelligente skolebørn ender med at være ”problembørn”, der laver ballade og forstyrrer undervisningen for de andre. Det har vi særdeles gode erfaringer med i min familie. Vores søn gik 0. klasse om, fordi han var socialt umoden og hele tiden lavede ballade. På det tidspunkt havde vi ingen idé om, at der kunne ligge andre årsager til grund for hans opførsel. Vi fik konstant e-mails om, at han opfordrede sine klassekammerater til at følge sit dårlige eksempel, at han stillede spørgsmål til lærernes autoritet, og at han sjældent stillede sig tilfreds med de svar, han fik.

Vi havde ingen idé om, at vi havde en søn med høj intelligens. For at være ærlig var vi ved at rive håret ud af hovedet herhjemme, fordi han var sådan et krævende barn. Til tider kunne han sige noget forbløffende analytisk eller dybt, som gjorde, at vi som forældre kiggede måbende på hinanden – men for det meste opførte han sig som et barn, der var yngre, end han egentlig var.

Så det var noget af en overraskelse, da vi her i USA sad på børneneuropsykologens kontor og fik resultatet af de mange tests – han har adhd og en intelligens, der ligger et godt stykke over 140.

Der var ingen glæde hos os, kun fornægtelse og sorg. Vi anede ikke, hvad adhd var, men DET havde vores søn i hvert fald ikke. Efter at have deltaget i workshops, meldt os ind i adhd-foreninger og læst bøger om emnet ændrede vores fokus sig fra fornægtelse til, hvordan vi bedst kunne hjælpe ham og være de forældre, han havde brug for, at vi var.

Med hensyn til den høje intelligens er der aldrig normale stunder i huset. Vores autoritet bliver konstant udfordret. Løgn og manipulation er en del af hverdagen. Det lyder ikke rart, vel? Men tabuer skal brydes, det gøres gennem at turde stå frem og ærligt fortælle om den virkelighed, vi og mange andre forældre står i til daglig. Det er åbenbart helt normalt for børn med høj intelligens. Tænk, hvor mange familier der ikke tør sætte ord på det, de kæmper med derhjemme, fordi der er så stort et stigma forbundet med at nævne, at man har børn med høj intelligens. Vi har brug for den hjælp og støtte, vi kan få fra vores sociale netværk og fra (skole)systemet generelt.

Jantelov og uvilje til at handle hæmmer børnenes trivsel

Der er identitet i forældrerollen. Det er svært at gå fra at være dén slags forælder, man gerne vil være, til den forælder, ens barn har brug for, at man er. Ligeledes er det med skolesystemet. Måske er vi nødt til at turde gøre op med den model, vi har troet er bedst for børnene, og rent faktisk give dem et skoleforløb, de trives i?

Højt intelligente børn bliver ofte misforstået og slet ikke opdaget pga. det, eksperterne kalder den asynkrone udvikling. Måske læser barnet, når det er fire, programmerer og interesserer sig for universets sorte huller, men kan ikke binde sit snørebånd, til hun er 10. Eller den 10-årige har på visse punkter et abstraktionsniveau svarende til en gymnasieelevs, men opfører sig som en treårig, når han ikke får sin vilje.

Der er mange årsager til, at mange børn med høj intelligens mistrives i skolerne. En åbenlys grund er selvfølgelig, at de ikke bliver fagligt stimuleret. En anden er, at de mistrives socialt. De leger simpelthen på en anden måde end deres jævnaldrende. Og det burde være o.k. Men igen og igen mødes disse børn med forventninger om at skulle tilpasse sig til majoriteten. Forestil dig, at du i dit sociale liv var tvunget til at omgås folk, der ikke delte de samme interesser som dig. At du skulle socialisere med folk, du ikke følte, du klikkede med. Sådan er det for mange af de her børn. Det er synd, at de ikke får lov til at være sammen med ligesindede. Resultatet er, at de kommer til at føle sig mærkelige og udenfor, de føler sig forkerte – og det påvirker dem mentalt og socialt resten af livet.

Bitter jantelovserfaring skulle måske have lært mig at holde min mund. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet hånet, når jeg har luftet frustrationer, der har at gøre med de udfordringer, der er med at have højintelligente børn. Alle børn, der mistrives, har brug for, at der er voksne, der taler deres sag – også dem, vi traditionelt, men misforstået, tror er stærke.

Det er mig en gåde, at samfundet generelt, men især mange danske skolelærere, praktiserende læger og (skole)psykologer ikke kan se det enorme potentiale, disse oversete børn og unge har – og åbenbart ikke føler noget ansvar for deres akademiske eller psykiske velbefindende.

Politikere løber fra ansvaret for kloge børn

Trykt i Jyllands-Posten, 29. december, 2019

De klogeste børn betaler en høj pris, når Pernille Rosenkrantz-Theil hellere vil bruge penge på at løfte folkeskolen generelt end på dem. Holdningen er blind over for de udfordringer, som mange intelligente børn har.

Vidste du, at højt intelligente børn og unge, der ikke får den læring, de har behov for, har en højere selvmordsrate end andre børn og unge? Vidste du, at de lider mere af angst og depression, at de føler sig ensomme og misforståede, at de har en større sandsynlighed for at droppe ud af videregående uddannelser?

“Kunne det tænkes, at en faktabaseret forkert

forudindtaget holdning om og til børn og unge

med høj intelligens står i vejen for den trivsel,

som alle børn har ret til?

Børrne- og Undervisninsminister Pernille Rosenkrantz-Teil (S) lukker en særlig talentenhed, der skulle støtte undervisningen af de dygtigste elever. Må jeg blot i parentes bemærke, at det ikke nødvendigvis er de elever med den højeste iq, der skiller sig ud i en klasse som de dygtigste.

Den gængse holdning er, at højtintelligente børn er stærke børn, der nok skal klare sig. Men forsking og statistik taler et andet sprog (note). Et sprog, politikere i årevis har lukket øjne og ører for. Desværre betaler minoritetsgruppen af af højtintelligente børn og unge prisen for politikernes indstilling.

Alment anerkendt forskning (note) peger på, at der i en vestlig befolkning er 2%, der har en IQ på 135 og derover. Disse børn har et umådeligt potentiale, men de er også umådeligt sårbare, hvis de ikke får den undervisning, de har brug for, og hvis de ikke møder andre børn og unge, de kan identificere sig med.

Ligesom børn med talevanskeligheder har brug for højt specialiserede talepædagoger og børn med ordblindhed har brug for specialuddannede professionelle indenfor netop dette felt, så har børn med høj intelligens også behov for spcialuddannede lærere med viden om, hvordan disse børns hjerner fungerer og lærer bedst.

Jeg bor i en forstad til Seattle og har 2 børn, der begge er i det, der her hedder AL (Advanced Lerning), bedre kendt som the gifted program. Desuden sidder jeg i en forælderforening under skolebestyrelsen, hvor jeg repræsenterer børn med høj IQ kombineret med en indlæringsvanskelighed. Ja, du læste rigtigt: man kan have en høj IQ og samtidig have indlæringsvanskeligheder, fx syns- og hørehandikap, ADHD, autisme mv. Disse børn bliver på grund af deres handikap sjældent, selv ikke af deres lærere, identificeret som højt intelligente med særlige intellektuelle behov for læring.

Det program, mine børn går i er et systematiseret undervisningsforløb fra 1.-udgangen af gymnasiet for børn med en høj IQ. De børn, der tester i de højeste 2% tilbydes en plads i en klasse med jævnaldrende, der ligeledes har en høj IQ. Lærerne i dette program er uddannede med en specialviden om undervisning af denne gruppe.

Det har været noget af en omvæltning at komme her til Seattleområdet med vores danske kulturelle baggrund og blive hvirvlet ind i en helt anden indstilling till undervisning end den, vi havde med os. Men den betydning, det har haft på vores børn er den overvejende grund til, at jeg skriver disse linjer.

Da vi kom til USA, valgte vi bevidst en børnehave, der fokuserede på læring gennem leg. Det var jo det, vi var vant til fra Danmark, det var det, vi troede fungerede for vores datter. Inden vores datter testede ind i programmet, klagede hun over, at hun ikke kunne finde nogen at lege med, at børnene i hendes klasse havde helt andre interesser, at de talte om ting, hun syntes var kedelige.

Min datter oplever stadig at være anderledes, fx når hun går til forskellige fritidsaktiviteter. Det er ok, hun skal også lære, at ikke alle tænker og oplever verden som hende. Forskellen er, at hun nu går i en klasse, hvor hun blot er én ud at 30, der oplever verden og ser nuancer, som hun gør. Børnene er ikke ens, blot fordi de alle har en høj IQ, tværtimod, men kognitivt fungerer de på en anden måde, de lærer anderledes end den gængse. Møder man ikke disse behov, risikerer man, at marginalisere og kvæle en gruppe, der kunne trives og blomstre.

Og så er der min søn. Ham ville de færreste have udpeget som højt intelligent. Han har mit hjerteblod, for han har flere odds imod sig, Han har et synshandikap, har ADHD og har en høj intelligens (140+). Hverken vi som forældre eller hans lærer havde udpeget ham som havende specielle behov for læring ud over, hvad der havde med hans syn at gøre.

For begge børn betyder deres muligheder for at få speciel undervisning særligt tilrettelagt deres høje IQ flere ting. De trives bedre socialt, fordi de ikke føler sig anderledes, ikke føler sig forkerte. Identifikationen er så umådelig vigtig, trives man ikke socialt er al anden læring vanskelig.

Og så er der den akademiske læring. Med mine danske briller, frygtede jeg, at programmet her var identist med børn, der sad bag en række små skolepulte, hvor de terpede udenadslære og løste det ene vanskelige matematiske stykke efter det andet. Men virkeligheden er en helt anden. Børn med høj intelligens er jo stadig børn, og det forstår lærerne. Så da min datter i 4. klasse skulle lave en boganalyse, hvor tema og personkarakteristik var en del af opgaven, kombinerede læreren det med en opgave, hvor analysen kom hjem som en dodekahedron, som indeholdt både analyse og farverige illustrationer. At lære på et højt niveau kan sagtens kombineres med at få lov til at være barn, det er blot et udtryk for at blive set og mødt der, hvor man er. Noget alle børn bør have ret til.   

Når ministeren foreslår, at den enkelte lærer skal have ansvaret for at tilvejebringe stimulerende undervisning til de højtintelligente børn, er det en ansvarsforflygtigelse, og forslaget går imod bedre vidende. Der er flere problematiske faktorer, denne tilgang ikke tager i betragtning.

For det første tilsidesætter den alle børns behov for at fungere socialt, for at kunne identificere sig med ligesindede. Det kan man ikke, hvis man aldrig får lov til at lære sammen med andre børn, der fungerer kognitivt på samme måde som en selv.

For det andet, så bør ansvaret for de højtbegavede børns læring systematiseres, så man får den samme undervisning uanset, hvor i landet, man går i skole.

For det tredje er det påvist (note), at mange lærere på grund af deres egne bias opretholder et stigma om disse børn og derfor ikke er indstillede på og motierede til at udarbejde særlige læringsplaner for dem. Er særligt lærerkorps med interesse for denne gruppe af børn og unge ville medvirke til, at børnene blev mødt at en voksen, der både menneskeligt og akademisk var motiveret.

Børn med høj intelligens er lige så forskellige som andre børn. De interesserer sig for forskellige ting, nøjagtigt som almindeligt begavede børn. Men i forhold til normaltbegavede børn, har de ofte en asynkron udvikling, der betyder, at de intellektuelt kan være flere år forud for børn på deres egen aldre men at de motorisk og socialt kan være flere år bagud. At placere højtbegavede børn med en ældre gruppe børn og unge ved at rykke dem et klassetrin op, kan gøre disse børn endnu mere sårbare, end de allerede er.

Danmark er et gennemreguleret land, der tager hånd om især borgere med særlige behov, og det er godt. Desværre er der ikke den store interesse for at varetage denne minoritetsgruppes behov. Selv ministeren, der vel ret beset burde være på børnenes side, udviser en problematisk uvidenhed ved sin nedladende henvisning til, at de da helt sikkert vil kunne få ”hjerneguf” i deres almene klasselokale. Kunne det tænkes, at en faktabaseret forkert forudindtaget holdning om og til børn og unge med høj intelligens står i vejen for den trivsel alle børn har ret til?