Jeg får lyst til at stille mig op med en stor megafon og råbeskrige

Når vi lader som om, vi er ubekymrede over for terrorangreb, så har vi allerede tabt.

Læs hele bloggen her:

I feel like standing up with a big megaphone and shake the world up by screaming

When we pretend we are carefree about terrorist attacks, then we have already lost.

Then it happened again. We have become so used to it, does it cause anything other than a shrug? Another bomb attack, once again reports of many dead and maimed bodies. It’s so far away, what can be done against religious fanaticism?

Maybe we’re just pretending we’re carefree. We must not let our anxiety and fear get the better of us. We must live as before, even though we know that before it no longer exists. We trivialize the ideological evil that Lars Saabye Christensen writes in the third volume of his novel series “Byens Spor”. After all, there is so much more that is more dangerous, the probability of dying in a terrorist attack is less than of dying in traffic.

I feel like standing up with a big megaphone and screaming. How can we just let another madness attack lie like a shrug while we look down and away and not let ourselves be noticed that evil has once again shown its bloody face and laughed at us and our principles of equality right up in our face?

This time the attack was on a girls’ school in Kabul, and it is not Copenhagen, fortunately. The car bomb and the subsequent 2 explosions killed 85 people, mainly schoolgirls. 147 are injured.

What makes this bombing so heartbreaking is that it was targeted at a school – but not just any school. Quite deliberately, the terrorists went after the girls.

The Taliban has denied any involvement in the attack. But I wonder if it now also fits, we know how they feel about girls, and with the combination of girls and education. Girls become women and women with education are dangerous, they could go and think something about one thing or another and become difficult to control.

No no, if you have to control girls and women, and you obviously have to, then you have to assassinate yourself to power and hope that you scare enough parents to keep their daughters indoors, far away from books and education.

Joe Biden has announced that the United States will withdraw its forces by September 11th. In itself, the date is ironic and does not make sense – at least not if you want to signal that you have won.

For why is it now that the United States is in Afghanistan? – it all started on September 11, and with great fanfare, Biden now says: “Ok, dark forces, you win. From your earth caves you have proved that by primitive means, but with ideological misogyny, you can fight the world’s largest military and our Western values. And girls and women : sorry, you are on your own. ”

What the actual fuck, Biden !?

(Google translate)

Hvis man som skoleelev ikke vil lade sig teste, bør man ikke have lov til at komme i skole

Børn bliver måske ikke så syge af Covid, men det gør deres bedsteforældre.

Læs hele bloggen her:

If you are a student and does not want to be tested, you should not be allowed to go to school

Children may not get as sick from covid-19, but so do their grandparents.

The schools are opening around Denmark. It is well. However, children under the age of 12 do not have to be tested, and if they are over the age of 12, they are strongly encouraged to do so, but it is not a requirement to be able to go to school.

Excuse me: How can it be okay for a student to refuse to be tested and potentially infect right and left to innocent students who risk bringing the infection home to their parents and grandparents?

Politicians should either announce that no one should be tested or that everyone should be tested. A principle of voluntariness that exists between two chairs can only lead to misunderstandings and frictions between students, teachers and parents.

In addition, the principle of volunteering means that those students who themselves have a weakened immune system or have parents and grandparents who are particularly vulnerable are forced to stay at home at the expense of students who are free to stroll around the school without taking into account their classmates and thus fellow citizens. It is a form of bullying where the strongest decide; it has apparently never been the intention of the schoolyard bully to set the agenda.

In Denmark, we are known for taking care of the weak, thinking of the community rather than ourselves. This makes up for the principle of voluntariness in relation to the students’ tests.

One thing is that the little students do not get very sick when they get covid-19, and one obviously therefore thinks it is okay that they should not be tested, something else is that they may be infected when they have a virus in nose and throat – without even knowing it. Here, some would say that children do not infect as much as adults. For me to see, it does not matter if they are as contagious as the adults: If they are contagious, there is a risk. There have been various reports from science – it is uncertain how much children with coronavirus are contagious, our knowledge is constantly evolving with this disease. Therefore, it makes sense to test everyone, just in case.

Yeah Al that sounds pretty crap to me, Looks like BT aint for me either, Looks like BT aint for me either, Looks like BT aint for me either, Looks like BT aint for me either, Looks like BT aint for me either, Looks like BT aint for me either. ?

Schools should test all students at all grade levels. If they do not have the resources to do so, they must wait to open until they have the resources required for all students to be tested.

If there are students who refuse to be tested, they should be sent home – for the sake of the efforts and the sacrifices that large sections of the population make to keep the number of infections down.

(Google translate)

Ramadansang i Højskolesangbogen er en måde at få islam ind med modermælken

Vi må ikke vise skolebørnene Muhammedtegninger, men de må gerne synge om den hyggelige ramadan. Det skurrer i mine ører.

Læs hele bloggen her:

Ramadan singing in the Folk High School songbook is a way to force feed Islam to the Danes

We are not allowed to show school children Muhammad drawings, but they are welcome to sing about the pleasant Ramadan. That sentiment is out of tune.

The folk high school songbook reflects not only our common singing culture but our general Danish culture and identity. Year after year, one school class after another sits and sings along to songs taken from the Folk High School songbook as part of their general formation process.

The latest version also shares the waters this time, the balance between tradition and renewal is not easy. On Thursday 12 November, the 19th edition of Højskolesangbogen was published, which has not been edited since 2006.

Over time, the songbook has been renewed, each time focusing on reflecting its time. New songs are added and old ones smoke out as time changes. But when society changes, attitudes are broken. Therefore, each new edition of the Folk High School Songbook is both cultural and political.

Jørgen Carlsen, chairman of the Folk High School Songbook Committee and former headmaster at Testrup Folk High School, has stated several times that the committee’s work is not political. But of course it is.

Islam is being discussed like never before, not just in Denmark but throughout Europe. Despite what imams and Islamic spokespeople say, it is quite common Dane hard to see religious direction as the religion of peace, we get by knowing it.

But Islam is a part of Danish society, whether we like it or not. This suggests that we include the Ramadan song in the Folk High School songbook.

Still, I get a weird taste in my mouth when I hear Isam B’s song. Because I feel manipulated. My brain will not really understand that every day I hear about new atrocities committed by the same religion, which is now to be staged as a cozy date-eater by candlelight in a Nørrebro apartment.

At the same time, I find it extremely inappropriate that certain songs are smoked out of the Folk High School songbook due to their implicit archaic attitudes towards women but that a song about Ramadan, and thus implied Islam, with its petrified female ideals takes the place.

If you know a little bit about Isam B. and the band Outlandish , you will know that there have been several controversies that stand in sharp contrast to the self-understanding that most Danes identify with, especially when it comes to the relationship to freedom of speech, women and alcohol.

The two Muslim members of the band have thus performed at an event called Reviving the Islamic Spirit , where homosexuals and Jews were put to hatred.

And then there was the story of the Norwegian singer Herborg Kråkevik who had to be sent to the opposite end of the stage at DR’s rehearsal on their Christmas show with the Danish Radio Entertainment Orchestra, because Outlandish would not be on the same stage with a woman whose shoulders were not covered. An episode the band very deftly has refused to comment on.

And last but not least, it is well known that the band before, during and after several of their concerts did not want to allow the beer tents to sell alcohol.

It seems to me somewhat backwards that inclusion only goes one way. It is an invitation into the Danish community when the song is included in the Folk High School songbook. But the Ramadan song itself represents through its Islamic connotations the exact opposite of inclusion.

And how does the chairman of the Folk High School Songbook Committee Jørgen Carlsen then explain the choice of the Ramadan song? “It’s not for the sake of Muslims, it’s for all of us non-Muslims. Because it is about a piece of Danish reality as it takes shape in a part of the population. ” That claim could rightly be said to take care of a lot of other subcultures in Denmark?

The folk high school songbook should not represent what think, but it should represent the Danish people. But that does not mean that everyone should be represented.  

I have it for example. fine that two sects that in their basic essence are anything but embracing, namely Jehovah’s Witnesses and Mormons, do not appear in the inclusive High School Songbook. I find it strange that Islam, especially considering how dogmatic the faith is, must be included in the Folk High School songbook and thus get a place in the Danish song tax. 

And then it is ironic that the little pods in the coming primary school classes have to sit and sing along to a song about Ramadan at the same time as they are not allowed to learn about the Muhammad cartoons – it rubs in the ears.

Some songs have been smoked out, 151 have been added. Such must be the case in a song treasure that tries to move with time.

I am aware that it is easy to throw away the Islamophobic card . But for me to see the inclusion of an Islam-glorifying song goes directly against the intention of the Folk High School songbook, when the dialogue only goes one way.

(Google translate)

Vi hjælper gerne minoriteter – bare ikke, hvis de er højt intelligente

Kronik i Jyllands-Posten 4. september, 2020

Børn med høj intelligens er ofte sårbare og har særlige behov, som skolesystemet ikke er dygtigt nok til at tage sig af.

[object Object]

Danmark er kendt for at tage sig af de svageste. Det er godt, sådan skal det være i et velfærdssamfund. Men én minoritetsgruppe vil vi partout ikke hjælpe, uanset hvilken pris disse udsatte børn og unge betaler i form af lavt selvværd, angst og depression.

Pernille Rozenkrantz-Theil (S) burde stå på børnenes hold, men der er åbenbart forskel på, hvilke minoriteter det er værd at støtte. For i december 2019 lukkede ministeren ned for en enhed, der skulle se på kloge børns undervisningsbehov.

Jeg har selv set resultaterne af børns mistrivsel. Jeg bor i en forstad til Seattle og har to børn, der begge nu er i det, der her hedder AL (Advanced Learning), bedre kendt som the gifted program . Jeg sidder i en forældreforening under skolebestyrelsen, hvor jeg repræsenterer børn med høj iq kombineret med en indlæringsvanskelighed. Ja, du læste rigtigt: Man kan have en høj iq og samtidig have indlæringsvanskeligheder, f.eks. syns- og hørehandicap, adhd, autisme mv. Disse børn bliver på grund af deres handicap sjældent identificeret som højt intelligente med særlige intellektuelle behov for læring.

Intelligente børn er sårbare børn med særlige behov for læring

Der er hverken i det offentlige danske skolesystem eller i den almene befolkning opbakning til systematiserede foranstaltninger og særlig hjælp til børn med høj intelligens. De slaver det ene år efter det andet væk i deres skolegang. Joh, Jante lever skam i Danmark i bedste velgående. Vi vil hellere mase de små spirende poder ind i en form, der er lavet, så det passer til det gennemsnitlige skolebarn. Vi har stor sympati for de børn, der ligger i begyndelsen af klokkekurven – altså under gennemsnittet, mens de, der ligger i den anden ende af kurven – over gennemsnittet, må klare sig selv. Der er lige mange børn på hver side af kurven – så hvorfor behandles børn, der falder uden for normalen, ikke ens? Disse børn har særlige behov. Og det skal vi i den almene gruppe snart forstå, så vi kan støtte og hjælpe deres trivsel.

Mange højintelligente børn har det svært. Rigtigt svært. De mistrives og bliver misforstået igennem hele deres skolegang. Mange risikerer aldrig at fuldføre en uddannelse, der er en overrepræsentation af unge, der falder fra deres uddannelse i gruppen. Gruppen er desuden i risiko for angst og depression, og de er overrepræsenterede i selvmordsstatistikkerne. Så er det så underligt, at jeg råber op om børnenes behov, når jeg nu kender til statistikkerne?

Forudindfattede holdninger gør det endnu sværere for børnene

Det overrasker mig ikke, at ny forskning viser, at danske læger og psykologer i mange tilfælde, et ud af tre, overser, at de har at gøre med højintelligente børn, når de udreder børn, der mistrives i skolen. Psykologerne og lægerne er jo selv et produkt af det danske samfunds tankegang – og indtil for nylig har højintelligente børns behov ikke været en del af agendaen.

Jeg har mødt adskillige danske lærere og læger, der har en enorm bias, når det handler om at tage særlige hensyn til intelligente børns læringsbehov. Den gængse respons er, at disse børn skal lære at klare sig med andre børn, at de ikke har behov, der adskiller sig fra andre børns behov.

Hvis man keder sig er der større risiko for, at man laver ballade

Mange højintelligente skolebørn ender med at være ”problembørn”, der laver ballade og forstyrrer undervisningen for de andre. Det har vi særdeles gode erfaringer med i min familie. Vores søn gik 0. klasse om, fordi han var socialt umoden og hele tiden lavede ballade. På det tidspunkt havde vi ingen idé om, at der kunne ligge andre årsager til grund for hans opførsel. Vi fik konstant e-mails om, at han opfordrede sine klassekammerater til at følge sit dårlige eksempel, at han stillede spørgsmål til lærernes autoritet, og at han sjældent stillede sig tilfreds med de svar, han fik.

Vi havde ingen idé om, at vi havde en søn med høj intelligens. For at være ærlig var vi ved at rive håret ud af hovedet herhjemme, fordi han var sådan et krævende barn. Til tider kunne han sige noget forbløffende analytisk eller dybt, som gjorde, at vi som forældre kiggede måbende på hinanden – men for det meste opførte han sig som et barn, der var yngre, end han egentlig var.

Så det var noget af en overraskelse, da vi her i USA sad på børneneuropsykologens kontor og fik resultatet af de mange tests – han har adhd og en intelligens, der ligger et godt stykke over 140.

Der var ingen glæde hos os, kun fornægtelse og sorg. Vi anede ikke, hvad adhd var, men DET havde vores søn i hvert fald ikke. Efter at have deltaget i workshops, meldt os ind i adhd-foreninger og læst bøger om emnet ændrede vores fokus sig fra fornægtelse til, hvordan vi bedst kunne hjælpe ham og være de forældre, han havde brug for, at vi var.

Med hensyn til den høje intelligens er der aldrig normale stunder i huset. Vores autoritet bliver konstant udfordret. Løgn og manipulation er en del af hverdagen. Det lyder ikke rart, vel? Men tabuer skal brydes, det gøres gennem at turde stå frem og ærligt fortælle om den virkelighed, vi og mange andre forældre står i til daglig. Det er åbenbart helt normalt for børn med høj intelligens. Tænk, hvor mange familier der ikke tør sætte ord på det, de kæmper med derhjemme, fordi der er så stort et stigma forbundet med at nævne, at man har børn med høj intelligens. Vi har brug for den hjælp og støtte, vi kan få fra vores sociale netværk og fra (skole)systemet generelt.

Jantelov og uvilje til at handle hæmmer børnenes trivsel

Der er identitet i forældrerollen. Det er svært at gå fra at være dén slags forælder, man gerne vil være, til den forælder, ens barn har brug for, at man er. Ligeledes er det med skolesystemet. Måske er vi nødt til at turde gøre op med den model, vi har troet er bedst for børnene, og rent faktisk give dem et skoleforløb, de trives i?

Højt intelligente børn bliver ofte misforstået og slet ikke opdaget pga. det, eksperterne kalder den asynkrone udvikling. Måske læser barnet, når det er fire, programmerer og interesserer sig for universets sorte huller, men kan ikke binde sit snørebånd, til hun er 10. Eller den 10-årige har på visse punkter et abstraktionsniveau svarende til en gymnasieelevs, men opfører sig som en treårig, når han ikke får sin vilje.

Der er mange årsager til, at mange børn med høj intelligens mistrives i skolerne. En åbenlys grund er selvfølgelig, at de ikke bliver fagligt stimuleret. En anden er, at de mistrives socialt. De leger simpelthen på en anden måde end deres jævnaldrende. Og det burde være o.k. Men igen og igen mødes disse børn med forventninger om at skulle tilpasse sig til majoriteten. Forestil dig, at du i dit sociale liv var tvunget til at omgås folk, der ikke delte de samme interesser som dig. At du skulle socialisere med folk, du ikke følte, du klikkede med. Sådan er det for mange af de her børn. Det er synd, at de ikke får lov til at være sammen med ligesindede. Resultatet er, at de kommer til at føle sig mærkelige og udenfor, de føler sig forkerte – og det påvirker dem mentalt og socialt resten af livet.

Bitter jantelovserfaring skulle måske have lært mig at holde min mund. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet hånet, når jeg har luftet frustrationer, der har at gøre med de udfordringer, der er med at have højintelligente børn. Alle børn, der mistrives, har brug for, at der er voksne, der taler deres sag – også dem, vi traditionelt, men misforstået, tror er stærke.

Det er mig en gåde, at samfundet generelt, men især mange danske skolelærere, praktiserende læger og (skole)psykologer ikke kan se det enorme potentiale, disse oversete børn og unge har – og åbenbart ikke føler noget ansvar for deres akademiske eller psykiske velbefindende.

Politikere løber fra ansvaret for kloge børn

Trykt i Jyllands-Posten, 29. december, 2019

De klogeste børn betaler en høj pris, når Pernille Rosenkrantz-Theil hellere vil bruge penge på at løfte folkeskolen generelt end på dem. Holdningen er blind over for de udfordringer, som mange intelligente børn har.

Vidste du, at højt intelligente børn og unge, der ikke får den læring, de har behov for, har en højere selvmordsrate end andre børn og unge? Vidste du, at de lider mere af angst og depression, at de føler sig ensomme og misforståede, at de har en større sandsynlighed for at droppe ud af videregående uddannelser?

“Kunne det tænkes, at en faktabaseret forkert

forudindtaget holdning om og til børn og unge

med høj intelligens står i vejen for den trivsel,

som alle børn har ret til?

Børrne- og Undervisninsminister Pernille Rosenkrantz-Teil (S) lukker en særlig talentenhed, der skulle støtte undervisningen af de dygtigste elever. Må jeg blot i parentes bemærke, at det ikke nødvendigvis er de elever med den højeste iq, der skiller sig ud i en klasse som de dygtigste.

Den gængse holdning er, at højtintelligente børn er stærke børn, der nok skal klare sig. Men forsking og statistik taler et andet sprog (note). Et sprog, politikere i årevis har lukket øjne og ører for. Desværre betaler minoritetsgruppen af af højtintelligente børn og unge prisen for politikernes indstilling.

Alment anerkendt forskning (note) peger på, at der i en vestlig befolkning er 2%, der har en IQ på 135 og derover. Disse børn har et umådeligt potentiale, men de er også umådeligt sårbare, hvis de ikke får den undervisning, de har brug for, og hvis de ikke møder andre børn og unge, de kan identificere sig med.

Ligesom børn med talevanskeligheder har brug for højt specialiserede talepædagoger og børn med ordblindhed har brug for specialuddannede professionelle indenfor netop dette felt, så har børn med høj intelligens også behov for spcialuddannede lærere med viden om, hvordan disse børns hjerner fungerer og lærer bedst.

Jeg bor i en forstad til Seattle og har 2 børn, der begge er i det, der her hedder AL (Advanced Lerning), bedre kendt som the gifted program. Desuden sidder jeg i en forælderforening under skolebestyrelsen, hvor jeg repræsenterer børn med høj IQ kombineret med en indlæringsvanskelighed. Ja, du læste rigtigt: man kan have en høj IQ og samtidig have indlæringsvanskeligheder, fx syns- og hørehandikap, ADHD, autisme mv. Disse børn bliver på grund af deres handikap sjældent, selv ikke af deres lærere, identificeret som højt intelligente med særlige intellektuelle behov for læring.

Det program, mine børn går i er et systematiseret undervisningsforløb fra 1.-udgangen af gymnasiet for børn med en høj IQ. De børn, der tester i de højeste 2% tilbydes en plads i en klasse med jævnaldrende, der ligeledes har en høj IQ. Lærerne i dette program er uddannede med en specialviden om undervisning af denne gruppe.

Det har været noget af en omvæltning at komme her til Seattleområdet med vores danske kulturelle baggrund og blive hvirvlet ind i en helt anden indstilling till undervisning end den, vi havde med os. Men den betydning, det har haft på vores børn er den overvejende grund til, at jeg skriver disse linjer.

Da vi kom til USA, valgte vi bevidst en børnehave, der fokuserede på læring gennem leg. Det var jo det, vi var vant til fra Danmark, det var det, vi troede fungerede for vores datter. Inden vores datter testede ind i programmet, klagede hun over, at hun ikke kunne finde nogen at lege med, at børnene i hendes klasse havde helt andre interesser, at de talte om ting, hun syntes var kedelige.

Min datter oplever stadig at være anderledes, fx når hun går til forskellige fritidsaktiviteter. Det er ok, hun skal også lære, at ikke alle tænker og oplever verden som hende. Forskellen er, at hun nu går i en klasse, hvor hun blot er én ud at 30, der oplever verden og ser nuancer, som hun gør. Børnene er ikke ens, blot fordi de alle har en høj IQ, tværtimod, men kognitivt fungerer de på en anden måde, de lærer anderledes end den gængse. Møder man ikke disse behov, risikerer man, at marginalisere og kvæle en gruppe, der kunne trives og blomstre.

Og så er der min søn. Ham ville de færreste have udpeget som højt intelligent. Han har mit hjerteblod, for han har flere odds imod sig, Han har et synshandikap, har ADHD og har en høj intelligens (140+). Hverken vi som forældre eller hans lærer havde udpeget ham som havende specielle behov for læring ud over, hvad der havde med hans syn at gøre.

For begge børn betyder deres muligheder for at få speciel undervisning særligt tilrettelagt deres høje IQ flere ting. De trives bedre socialt, fordi de ikke føler sig anderledes, ikke føler sig forkerte. Identifikationen er så umådelig vigtig, trives man ikke socialt er al anden læring vanskelig.

Og så er der den akademiske læring. Med mine danske briller, frygtede jeg, at programmet her var identist med børn, der sad bag en række små skolepulte, hvor de terpede udenadslære og løste det ene vanskelige matematiske stykke efter det andet. Men virkeligheden er en helt anden. Børn med høj intelligens er jo stadig børn, og det forstår lærerne. Så da min datter i 4. klasse skulle lave en boganalyse, hvor tema og personkarakteristik var en del af opgaven, kombinerede læreren det med en opgave, hvor analysen kom hjem som en dodekahedron, som indeholdt både analyse og farverige illustrationer. At lære på et højt niveau kan sagtens kombineres med at få lov til at være barn, det er blot et udtryk for at blive set og mødt der, hvor man er. Noget alle børn bør have ret til.   

Når ministeren foreslår, at den enkelte lærer skal have ansvaret for at tilvejebringe stimulerende undervisning til de højtintelligente børn, er det en ansvarsforflygtigelse, og forslaget går imod bedre vidende. Der er flere problematiske faktorer, denne tilgang ikke tager i betragtning.

For det første tilsidesætter den alle børns behov for at fungere socialt, for at kunne identificere sig med ligesindede. Det kan man ikke, hvis man aldrig får lov til at lære sammen med andre børn, der fungerer kognitivt på samme måde som en selv.

For det andet, så bør ansvaret for de højtbegavede børns læring systematiseres, så man får den samme undervisning uanset, hvor i landet, man går i skole.

For det tredje er det påvist (note), at mange lærere på grund af deres egne bias opretholder et stigma om disse børn og derfor ikke er indstillede på og motierede til at udarbejde særlige læringsplaner for dem. Er særligt lærerkorps med interesse for denne gruppe af børn og unge ville medvirke til, at børnene blev mødt at en voksen, der både menneskeligt og akademisk var motiveret.

Børn med høj intelligens er lige så forskellige som andre børn. De interesserer sig for forskellige ting, nøjagtigt som almindeligt begavede børn. Men i forhold til normaltbegavede børn, har de ofte en asynkron udvikling, der betyder, at de intellektuelt kan være flere år forud for børn på deres egen aldre men at de motorisk og socialt kan være flere år bagud. At placere højtbegavede børn med en ældre gruppe børn og unge ved at rykke dem et klassetrin op, kan gøre disse børn endnu mere sårbare, end de allerede er.

Danmark er et gennemreguleret land, der tager hånd om især borgere med særlige behov, og det er godt. Desværre er der ikke den store interesse for at varetage denne minoritetsgruppes behov. Selv ministeren, der vel ret beset burde være på børnenes side, udviser en problematisk uvidenhed ved sin nedladende henvisning til, at de da helt sikkert vil kunne få ”hjerneguf” i deres almene klasselokale. Kunne det tænkes, at en faktabaseret forkert forudindtaget holdning om og til børn og unge med høj intelligens står i vejen for den trivsel alle børn har ret til?