Trykt i Politiken 20. Juni 2020

Radio Interview Radio4

Interview i BT

Det er jo bare for sjov. Sådan kan man sige,når man er i en privilegeret position. Men jeg tvivler på, at vi om 20 år synger med på Shubbernes ´Danmark´ med teksten “de varme lande er noget lort”.

”Skynd jer! Tænd for fjernsynet – der er fællessang på DR!” Stemmen var min svigermors. Hun forsikrede os om, at både børnene og vi voksne ville synes, det var sjovt og meget dansk. Vi var lige kommet til Danmark fra USA, hvor vi bor, og kendte ikke til denne nye danske fællessangsfredagstradition.

Svigermor forklarede, at der under coronaisolationen var opstået en ny tradition, hvor danskerne deltog i fællessang hver fredag aften. Hun og svigerfar sad sammen med resten af familien Danmark klar med kaffen foran fjernsynet.

Danmarks hyggeonkel, Mads Steffensen, tonede frem på skærmen flankeret af chefdirigent Philip Faber. Børnene genkendte straks Mads Steffensens stemme fra den Mads & Monopolet-podcast, vi lytter til søndag morgen i Seattle. Og så fik de sig ellers et syn: efter få minutter skrålede deres forældre med på – for dem – ukendte danske sange.

Det handler om mere end at synge sammen

Sangene blev ikke blot et nostalgisk møde med vores ungdom og livet i Danmark, inden vi begyndte et nyt kapitel i USA. Det blev også en kultur- og historieoplevelse for børnene. Spørgsmålene faldt oven i hinanden: ”Hvad er melodi grandprix?” ”Hvad er et kolonihavehus?”, ”Hvad er en efterskole?”

Det var så smukt, når kunstnerne takkede pædagoger og lærere for deres indsats, når der blev sagt bevingede ord om den situation, danskerne befinder sig i og skal igennem – sammen. Vi talte med børnene om synet på, hvordan man i Danmark ser på vigtigheden af fællesskabet i forhold til den fokus på individet som successkaber, vi oplever i USA.

Jeg var stolt over at komme fra et land, hvor der er så stærk en kultur, hvor ung og gammel kan samles med flag og lys og kaffe på kanden og finde fællesskab gennem sang. Jeg blev rørt over at sidde i et lille sommerhus og glide ind og føle, jeg hørte til. Jeg følte mig som en del af et fællesskab, jeg lige dér blev klar over at jeg havde savnet.

Hvis man aldrig har bevæget sig fra én klasse til en anden, fra én kultur til en anden, fra én identitetsgruppe til en anden, kan det være svært at forstå, hvordan dem uden for gruppen kan være så sarte og tyndhudede

Ugen efter sad vi igen klar foran skærmen. Men nu havde jetlaget fortaget sig, linsen og indtrykkene var renere og klarere. Tv-kameraet panorerede igen og viste folk på deres altaner og på stier langs marker, mange med flag i hænderne. Vi så igen og igen Dannebrog vejre fra villahavernes flagstænger. Det, der ugen før havde fyldt mig med glæde og stolthed, fremkaldte nu en anden følelse. For de, der stod på deres altaner og langs stier ved mark og eng lignede alle sammen hinanden. Den eneste diversitet, jeg så, var at folk var samlet på tværs af aldersforskelle. Det gik op for mig, at ”Fællessang – hver for sig” samler én bestemt befolkningsgruppe. Det er et sammenhold for de udvalgte, for de, der kender og er vokset op med koderne. Og det gør det ekskluderende.

At dømme efter interviewet med repræsentanter for diverse trossamfund i løbet af fællessangsprogrammet og den blandede blomsterbuket af kunstnere, der optræder, må der ligge et ønske fra DRs side om at favne Danmark, som det ser ud i dag. Men projektet lykkes ikke. Det når ikke ud over redaktionsmødets gode intentioner.

Derfor er det også så ærgerligt, at Danmarks stolthed, sportsudøverne, som et samlet korps, valgte lige netop Shu-bi-dua-sangen ”Danmark”. For den blev repræsentation for fællessangen som alt andet end et fælles projekt. Det bliver ikke mindre ærgerligt af, at sangen ifølge Mads Steffensen er Danmarks uofficielle nationalsang.

Jeg er godt klar over, at Shu-bi-duas tekster er ment ironisk og med et glimt i øjet, jeg kender godt til den debat, feministerne i sin tid fremsagde, pga. teksten ”du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov”. Men jeg vil alligevel vove den påstand, at vi om 20 år ikke længere synger med på Shubbernes  ”Danmark”, hvor noget af teksten lyder: ”Der findes andre mennesker end dem der er danske. De bor i huler og slås hele dagen. Det har vi li´godt aldrig nogensinde gjort. De varme lande er noget lort.”

De linjer fik mine børn til at se forskrækkede på os. I USA ville en sådan tekst være fuldstændig uhørt og blive betragtet som decideret racistisk. Mine dansk-amerikanske børns rader for, hvad der er acceptabelt sprogbrug er meget fintfølende, det har jeg flere gange selv mærket. Jeg vedkender gerne, at man i USA har taget den politiske korrekte tone for langt. Det kan i sidste ende skade ytringsfriheden, se blot på, hvordan pensum på mange amerikanske universiteter censureres og udvandes i misforstået hensyntagen til især religiøse gruppers sarte verdensforståelse.

Men at dømme det panorerende kamera under sangen, var det sjovt. Og bevares, de er sjovt for medlemmerne af de, der er med i klubben af danskere, der har deres aner solidt funderet i den danske muld – jeg tvivler på, at det opfattes som lige så sjovt for de, der rent faktisk er kommet til Danmark fra varmere himmelstrøg eller deres efterkommere.

Hav dog lidt humor! Tag ikke tingene så alvorligt. Det er jo bare for sjovt

Sådan kan man sige, når man er i en privilegeret position. Sådan kan man sige, når man er immun overfor, hvordan minoriteter, og her tænker jeg ikke kun på race og religion men også på kvinder, klasser osv., til alle tider har måttet og stadig må kæmpe for at bryde stigma. Hvis man aldrig har bevæget sig fra én klasse til en anden, fra én kultur til en anden, fra én identitetsgruppe til en anden kan det være svært at forstå, hvordan dem uden for gruppen kan være så sarte og tyndhudede.

Derfor bliver dén homogenitet, vi har i Danmark nemt til selvtilstrækkelighed og ignorance, hvis det uden omtanke blot tages for givet, at enhver kan være med på de præmisser, der end ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det blev klart for mig fredag aften foran Tv-skærmen.

”Skik følge eller land fly, kan du ikke lide lugten i bageriet” osv. Dét har jeg selv levet efter som udenlandsdansker, og det er selvfølgelig op til de, der står udenfor at gøre alt, hvad de kan for at tilpasse sig og forstå fællesskabet. Men dét, jeg elsker og holder af ved mit fædreland er samtidig dét, der virker provinsielt ignorant.

Kan man bevare et kulturelt og identitetsfællesskab, der bygger på én befolkningsgruppe med fælles kulturel identitet samtidig med at man giver plads – med alt hvad det indebærer, også hvis det kræver at det, der hidtil har været opfattet som identitetsskabende sangskatte, skrottes til fordel for sange, der ikke støder den gruppe, man prøver at invitere ind i fællesskabet?

Jeg ved af personlig erfaring, hvor tilfredsstillende det er at føle sig som en del af et fællesskab. Hvordan det føles at kende koderne, at færdes ubesværet inden for nogle rammer, som klart definerer et os og et dem. Som tidligere Jehovas Vidne har jeg oplevet, hvor tilfredsstillende det kan være, når man passer ind og ubesværet kan begå sig på fællesskabets lingo. Men jeg har også oplevet, hvordan det føles at stå udenfor, hvordan det føles at gøre sit yderste for at passe ind og lære et nyt sprog i form af omgangsformer og levevis. Det er hårdt arbejde – og det er nemmere, når der bliver rakt en inviterende hånd ud, end når man møder en hånlig joke.

Den ubevidste bias, der ligger i at alle sidder med et stort smil på læben og skråler ”de varme lande er noget lort!” er så langt fra den selvforståelse, de fleste danskere identificerer sig med. I Danmark er det åbenbart ikke gået op for flertallet, at resultatet af et globaliseret samfund betyder, at for at være inkluderende, må majoritetskulturen afgive plads med fokus på fællessang og ikke et – hver for sig.