Jeg er færdig med Trump

Selv blandt helt almindelige forstadsfamilier, der bestemt ikke er kendt for at deltage i politiske diskussioner, er afstandene efter fire år med Trump så store, at naboer holder sig til at blive enige om hækkens højde.

Tegning: Rasmus Sand Høyer
Tegning: Rasmus Sand Høyer

”Mommy, hvem vandt?” Ordene var min dengang 8-årige datters. Vi var tre danske familier samlet til valgfest i Bellevue i delstaten Washington i USA, hvor jeg bor. Min datter var faldet i søvn, mens vi voksne sad måbende foran tv-skærmen den 8. november 2016.

Jeg flyttede til byen Bellevue i 2010, da Barack Obama var præsident, og USA var et noget anderledes land end i dag. Der har altid været brydninger og endda store uenigheder i USA, bare spørg afroamerikanerne. Men kontrasten og overgangen fra Obama til Trump kunne ikke være mere udtalt.

Mens jeg bar min datter ud til bilen, kiggede jeg hende i øjnene og sagde: ”Det ser ud, som om det er Trump, der har vundet præsidentvalget, men når du vågner i morgen, er Hillary Clinton USA’s nye præsident.”

Jeg har mange gange siden fortrudt, at jeg, i forsøget på at overbevise mig selv, sagde de ord til hende. Allerede på det tidspunkt stod det jo lysende klart, at de var en illusion. For minutter før kunne jeg jo se tallene på skærmen, der talte deres tydelige sprog. Alligevel kunne jeg ikke se, ville ikke se, hvad der ret tidligt på aftenen stod klart. Trump havde mod alle odds vundet det amerikanske præsidentvalg. Flere danske veninder ringede til mig midt om natten. Alle var i chok, flere spurgte: ”Kommer I så hjem nu?”

I efteråret 2015 arbejdede jeg som lektor på University of Washington og underviste et introduktionsfag til dansk litteratur og kultur med 100 studerende. En af forelæsningerne handlede om det politiske system og konsensus i Danmark. Jeg havde inviteret en dansk veninde, der er cand.scient.pol., til at give en forelæsning om, hvordan Trump opfattes i Danmark og Europa. Da det blev tid til spørgsmål, var der kun én studerende, der indtog den position, at muligheden forelå, at Trump ville vinde valget. ”Modig studerende”, tænkte jeg. Dengang var der ingen, jeg færdedes iblandt, der troede på muligheden.

Der venter Joe Biden et enormt arbejde, hvis USA ved næste præsidentvalg ikke igen giver plads til en kaospræsident som Trump.

Min veninde og jeg opsøgte det republikanske parti i Bellevue. Efter at have travet op og ned ad gange i en mennesketom bygning, fandt vi endelig, gemt væk i en krog, et lille kontor med skidenfarvede vægge. Sekretæren åbnede døren på klem, lige akkurat nok til at vi kunne føre en samtale. Hun var mildest talt skeptisk, men vi fik hende overtalt til at spørge sin overordnede, om de ville tale med os. Republikanerne i Seattle-området er ikke vant til at blive taget alvorligt.

En ældre, hvid mand i jakkesæt tilbød os automatkaffe og viste os rundt. Lige inden for døren stod en Trump-papmachéfigur i fuld størrelse, som personalet brugte til at hænge deres frakker på. Lidt nede ad gangen var et billede af Trump-familien lænet op ad væggen. Personalet havde ikke gidet hænge det op på sømmet lige over billedet. Vi fik indtrykket af, at ingen på kontoret regnede med, at Trump ville vinde, og det virkede, som om Trump bestemt ikke var deres favoritkandidat. Afslutningsvis fik min veninde et Trump-Pence-skilt med hjem; dem, vi kender fra amerikanernes forhaver. Vi jokede med, hvordan hun skulle få det med på flyet uden for mange akavede undskyldninger om, at det altså ikke var hende, der var Trump-tilhænger, men at det var til arbejdsbrug og ment som en kuriositet. Vi kender historiens gang, der blev ikke så meget at grine ad.

Da chokket havde lagt sig, besluttede jeg mig for at ville prøve at forstå. Jeg inviterede naboer, jeg vidste havde stemt på Trump, til middag, men samtalerne havde mildest talt vekslende succes. Og så er der min veninde. Hun er sygeplejerske, hendes mand læge. De havde været gift i 26 år. Vi mødte dem. kort efter vi flyttede til USA, og vi blev hurtigt gode venner. Vi holdt ferier sammen, spillede poker, fejrede fødselsdage, jul og Thanksgiving, deres børn legede med vores børn. Jeg havde aldrig hørt dem skændes, på overfladen lignede de et helt almindeligt velfungerende ægtepar med villa, Subaru-stationcar, vovhund og sommerhus. Men da Trump stillede op, begyndte manden at se Fox News, og da min veninde en dag så, at han sad og bestilte våben online, havde hun fået nok. I dag er de skilt, og hun er aktiv i det demokratiske parti. Deres ægteskabs forlis er selvfølgelig ikke alene Trumps skyld, men forskellene imellem dem blev blotlagt, og det, hun så hos sin mand, var for min veninde – som for mange andre amerikanske kvinder, der har ladet sig skille fra deres Trump-tilhængermænd de sidste fire år – dråben. Der findes i dag adskillige Facebook-støttegrupper for kvinder, gift med Trump-tilhængere.

De sidste fire år har været nogle af de mest stressende i mit liv. Nyhedsstrømmen er blevet en sæbeopera. Hver eneste uge, siden Trump blev indsat som USA’s 45. præsident den 20. januar 2017, har budt på sine skandaler. Ofte så mange, at journalister har måttet vælge, hvilke historier de ville gå i dybden med, mens andre vigtige beslutninger og handlinger fra Trump og hans administrations side, der normalt ville rydde avisforsider, er druknet i det kaos, de har været en del af i den amerikanske politiske hverdag i fire år.

Jeg har læst stakkevis af bøger, bl.a. om antisemitisme, om den amerikanske forfatning, om radikaliserede højreorienterede kristne, om USA’s forhold til racespørgsmålet. Jeg har endda købt ”The Mueller Report”, som jeg dog løb sur i efter ganske få sider. Jeg har læst videnskabelige afhandlinger og mere lettilgængelige bøger, som f.eks. Michael Cohens og Mary Trumps. Jeg har læst Yale-professor Timothy Snyders ”On Tyranny” hele tre gange, siden amerikanerne valgte Trump. Jeg hører politiske podcasts, læser politiske analyser og blogs. Men det er, som om jeg ikke bliver klogere. Hver gang, vi tror, vi har set det hele, bliver der skruet op for retorikken og de uhyrlige handlinger, som hverken belæste professorer, politiske analytikere, Trump-afhoppere eller embedsmænd før har set eller kan forklare.

Jeg er træt og udmattet. Jeg orker ikke mere. Jeg gider ikke række ud og tale med flere Trump-tilhængere. Sådan burde det ikke være. Jeg vil ikke udelukkende omgive mig med folk, jeg er enig med. Det øger kun splittelsen, hvis det er sådan, vi reagerer, i en tid hvor det mere end nogensinde er vigtigt at kunne tale sammen. Det ved jeg godt. Men nok er nok.

Jeg vil ikke spilde ét sekund mere på at tale med folk, der får deres informationer fra konspiratoriske hjemmesider og ikke tror på fakta, og hvad etablerede anerkendte nyhedsinstanser fortæller dem. Og før du siger: ”Hør, hov! – de Trump-tilhængere, der har stemt på ham pga. deres pengepung eller klassiske republikanske værdier, tror ikke alle på konspirationsteorier,” må jeg bare påpege, at de med åbne øjne har stemt på en mand, der gentagne gange har delt konspirationsteorier via Twitter, udspyet flere end 20,000 løgne og opildnet voldelige grupper til at marchere i gaderne for ham.

Det burde stå lysende klart, hvad en person med diktatorambitioner kan udrette med de rette rygklappere, stiltiende accept og populistisk retorik. Men det gør det tilsyneladende ikke. Mere end 74 millioner amerikanere stemte på Trump. Præsidentvalget burde ikke have været et neglebidende tæt løb imellem en politisk pragmatisk konsensustilgang og en demagogisk konfrontatorisk galning.

Perioden siden valget i november 2020, der ved gentagne retslige instanser er blevet fastslået legitimt og retfærdigt, har med al tydelighed vist, at der er enorme forskelle i USA mellem dem, der tror på systemets struktur, de demokratiske processer, på sandhed, på fakta, på videnskab, og dem, der ikke gør. Der venter Joe Biden et enormt arbejde, hvis USA ved næste præsidentvalg ikke igen giver plads til en kaospræsident som Trump.

Det land, som jeg forelskede mig hovedløst i, få uger efter vi ankom en regnfuld decemberdag i 2010, har mistet noget af sin sprøde hjertevarme tiltrækning. Selv blandt helt almindelige kedelige forstadsfamilier, der bestemt ikke er kendt for at deltage i politiske diskussioner, er afstandene nu så store, at naboer holder sig til at blive enige om hækkens højde, og hvornår stakittet skal fornys. Og det er måske det, der skal til, mens vi alle sammen trækker vejret dybt og tæller til 10 og håber på en lysere fremtid for et stækket demokrati i krise.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s