Trykt i Jyllands-Posten, 29. december, 2019
De klogeste børn betaler en høj pris, når Pernille Rosenkrantz-Theil hellere vil bruge penge på at løfte folkeskolen generelt end på dem. Holdningen er blind over for de udfordringer, som mange intelligente børn har.
Vidste du, at højt intelligente børn og unge, der ikke får den læring, de har behov for, har en højere selvmordsrate end andre børn og unge? Vidste du, at de lider mere af angst og depression, at de føler sig ensomme og misforståede, at de har en større sandsynlighed for at droppe ud af videregående uddannelser?
“Kunne det tænkes, at en faktabaseret forkert
forudindtaget holdning om og til børn og unge
med høj intelligens står i vejen for den trivsel,
som alle børn har ret til?
Børrne- og Undervisninsminister Pernille Rosenkrantz-Teil (S) lukker en særlig talentenhed, der skulle støtte undervisningen af de dygtigste elever. Må jeg blot i parentes bemærke, at det ikke nødvendigvis er de elever med den højeste iq, der skiller sig ud i en klasse som de dygtigste.
Den gængse holdning er, at højtintelligente børn er stærke børn, der nok skal klare sig. Men forsking og statistik taler et andet sprog (note). Et sprog, politikere i årevis har lukket øjne og ører for. Desværre betaler minoritetsgruppen af af højtintelligente børn og unge prisen for politikernes indstilling.
Alment anerkendt forskning (note) peger på, at der i en vestlig befolkning er 2%, der har en IQ på 135 og derover. Disse børn har et umådeligt potentiale, men de er også umådeligt sårbare, hvis de ikke får den undervisning, de har brug for, og hvis de ikke møder andre børn og unge, de kan identificere sig med.
Ligesom børn med talevanskeligheder har brug for højt specialiserede talepædagoger og børn med ordblindhed har brug for specialuddannede professionelle indenfor netop dette felt, så har børn med høj intelligens også behov for spcialuddannede lærere med viden om, hvordan disse børns hjerner fungerer og lærer bedst.
Jeg bor i en forstad til Seattle og har 2 børn, der begge er i det, der her hedder AL (Advanced Lerning), bedre kendt som the gifted program. Desuden sidder jeg i en forælderforening under skolebestyrelsen, hvor jeg repræsenterer børn med høj IQ kombineret med en indlæringsvanskelighed. Ja, du læste rigtigt: man kan have en høj IQ og samtidig have indlæringsvanskeligheder, fx syns- og hørehandikap, ADHD, autisme mv. Disse børn bliver på grund af deres handikap sjældent, selv ikke af deres lærere, identificeret som højt intelligente med særlige intellektuelle behov for læring.
Det program, mine børn går i er et systematiseret undervisningsforløb fra 1.-udgangen af gymnasiet for børn med en høj IQ. De børn, der tester i de højeste 2% tilbydes en plads i en klasse med jævnaldrende, der ligeledes har en høj IQ. Lærerne i dette program er uddannede med en specialviden om undervisning af denne gruppe.
Det har været noget af en omvæltning at komme her til Seattleområdet med vores danske kulturelle baggrund og blive hvirvlet ind i en helt anden indstilling till undervisning end den, vi havde med os. Men den betydning, det har haft på vores børn er den overvejende grund til, at jeg skriver disse linjer.
Da vi kom til USA, valgte vi bevidst en børnehave, der fokuserede på læring gennem leg. Det var jo det, vi var vant til fra Danmark, det var det, vi troede fungerede for vores datter. Inden vores datter testede ind i programmet, klagede hun over, at hun ikke kunne finde nogen at lege med, at børnene i hendes klasse havde helt andre interesser, at de talte om ting, hun syntes var kedelige.
Min datter oplever stadig at være anderledes, fx når hun går til forskellige fritidsaktiviteter. Det er ok, hun skal også lære, at ikke alle tænker og oplever verden som hende. Forskellen er, at hun nu går i en klasse, hvor hun blot er én ud at 30, der oplever verden og ser nuancer, som hun gør. Børnene er ikke ens, blot fordi de alle har en høj IQ, tværtimod, men kognitivt fungerer de på en anden måde, de lærer anderledes end den gængse. Møder man ikke disse behov, risikerer man, at marginalisere og kvæle en gruppe, der kunne trives og blomstre.
Og så er der min søn. Ham ville de færreste have udpeget som højt intelligent. Han har mit hjerteblod, for han har flere odds imod sig, Han har et synshandikap, har ADHD og har en høj intelligens (140+). Hverken vi som forældre eller hans lærer havde udpeget ham som havende specielle behov for læring ud over, hvad der havde med hans syn at gøre.
For begge børn betyder deres muligheder for at få speciel undervisning særligt tilrettelagt deres høje IQ flere ting. De trives bedre socialt, fordi de ikke føler sig anderledes, ikke føler sig forkerte. Identifikationen er så umådelig vigtig, trives man ikke socialt er al anden læring vanskelig.
Og så er der den akademiske læring. Med mine danske briller, frygtede jeg, at programmet her var identist med børn, der sad bag en række små skolepulte, hvor de terpede udenadslære og løste det ene vanskelige matematiske stykke efter det andet. Men virkeligheden er en helt anden. Børn med høj intelligens er jo stadig børn, og det forstår lærerne. Så da min datter i 4. klasse skulle lave en boganalyse, hvor tema og personkarakteristik var en del af opgaven, kombinerede læreren det med en opgave, hvor analysen kom hjem som en dodekahedron, som indeholdt både analyse og farverige illustrationer. At lære på et højt niveau kan sagtens kombineres med at få lov til at være barn, det er blot et udtryk for at blive set og mødt der, hvor man er. Noget alle børn bør have ret til.
Når ministeren foreslår, at den enkelte lærer skal have ansvaret for at tilvejebringe stimulerende undervisning til de højtintelligente børn, er det en ansvarsforflygtigelse, og forslaget går imod bedre vidende. Der er flere problematiske faktorer, denne tilgang ikke tager i betragtning.
For det første tilsidesætter den alle børns behov for at fungere socialt, for at kunne identificere sig med ligesindede. Det kan man ikke, hvis man aldrig får lov til at lære sammen med andre børn, der fungerer kognitivt på samme måde som en selv.
For det andet, så bør ansvaret for de højtbegavede børns læring systematiseres, så man får den samme undervisning uanset, hvor i landet, man går i skole.
For det tredje er det påvist (note), at mange lærere på grund af deres egne bias opretholder et stigma om disse børn og derfor ikke er indstillede på og motierede til at udarbejde særlige læringsplaner for dem. Er særligt lærerkorps med interesse for denne gruppe af børn og unge ville medvirke til, at børnene blev mødt at en voksen, der både menneskeligt og akademisk var motiveret.
Børn med høj intelligens er lige så forskellige som andre børn. De interesserer sig for forskellige ting, nøjagtigt som almindeligt begavede børn. Men i forhold til normaltbegavede børn, har de ofte en asynkron udvikling, der betyder, at de intellektuelt kan være flere år forud for børn på deres egen aldre men at de motorisk og socialt kan være flere år bagud. At placere højtbegavede børn med en ældre gruppe børn og unge ved at rykke dem et klassetrin op, kan gøre disse børn endnu mere sårbare, end de allerede er.
Danmark er et gennemreguleret land, der tager hånd om især borgere med særlige behov, og det er godt. Desværre er der ikke den store interesse for at varetage denne minoritetsgruppes behov. Selv ministeren, der vel ret beset burde være på børnenes side, udviser en problematisk uvidenhed ved sin nedladende henvisning til, at de da helt sikkert vil kunne få ”hjerneguf” i deres almene klasselokale. Kunne det tænkes, at en faktabaseret forkert forudindtaget holdning om og til børn og unge med høj intelligens står i vejen for den trivsel alle børn har ret til?
Danish-American Eyes on Society 